Fra på lørdag, den 4. februar kl. 17-20 forvandles den zoologiske have igen til en eksplosion af lys og farver, i år med et nyt tema – nemlig den nordiske mytologi.
Hver lørdag i februar samt hver dag i vinterferien fra 11.-18. februar kan man derfor glæde sig til at møde vaskeægte guder og se flotte lysinstallationer af blandt andet Bifrost, Thors hammer og Odins trone.
Årets lysrute tager gæsterne igennem ZOO med udgangspunkt i de syv ugedage, som de nordiske guder og mytologien har lagt navne til; solens dag (søndag), månens dag (mandag), Tyrs dag (tirsdag), Odins dag (onsdag), Thors dag (torsdag), Friggs dag (fredag) og lørdag, der er vaskedag.
Man kan derfor tage familie og venner under armen og nyde en guddommelig vinteraften i ZOO, når de åbner porten til “Valhal.”
Lysaftenerne er inkluderet i en almindelig dagsbillet. Ønsker man kun at se lyset, kan man købe en særlig lysaftenbillet på www.odensezoo.dk. Den koster 125 kr./voksne og 75 kr./børn og giver adgang til haven fra klokken 17-20.
Der er fri entré med årskort.