Julekalenderudstillingen Valdes Jul åbner på Møntergården

Valdes eventyr udfolder sig på TV-skærmene i løbet af december, og samtidig vil du på Møntergården kunne komme helt tæt på Valdes univers og den magi, der omkranser hele julekalenderen. I udstillingen kigger vi nærmere på, hvordan de magiske væsner er opstået, vi undersøger deres fortællinger og de spørgsmål, de rejser. Udstillingen giver nemlig stof til eftertanke om vores eget forhold til naturen og den måske tilbageværende magi – og mulighed for samtaler på tværs af generationer.

Udstillingen er en smuk og sansemættet oplevelse, hvor store julekugler i menneskestørrelse står som små juleuniverser og lader dig træde ind i Valdes og julens magi.  Udover Valdes univers kan du også drage med til Tinkas nisseverden, hvor vi viser nogle af de smukkeste og mest magiske genstande frem i Nissernes Skatkammer og igen hilser på den populære nissepige.

Desuden er der mulighed for at lade sig rive med af historiens vingesus i udstillingens julebiograf, hvor du kan se afsnit af kendte og elskede tv-julekalendere helt tilbage fra 1960’erne og årene frem. Her vil både Magnus Tagmus, Pyrus og den særlige TV-kalender ”Jul og Grønne Skove” trække dig tilbage til din måske tidligste erindring om tv-julekalenderen.

Udstillingen kan opleves fra 18. november 2023 til 7. januar 2024.

 


Valdes Jul er den nye familiejulekalender på TV 2 Play og og TV 2.