En tur på museum, biblioteket eller i musikskolen kan gøre os alle sammen godt. Derfor tilbyder fire fynske kommuner nu Kultur på Recept til borgere med mild til moderat stress, angst, depression og ensomhed. “Kulturen og naturen tilbyder et frirum og en mulighed for fællesskab og fordybelse, som kan øge trivslen,” siger projektlederen i Kulturregion Fyn. Over de næste to år samarbejder de fynske kommuner om at finde en fælles fynsk model og “best practice” for Kultur på Recept på Fyn. Projektet rulles desuden ud med en håndsrækning fra de erfarne rækker.
De fynske kommuner samarbejder:
Nu kan du få Kultur på Recept i Kerteminde, Faaborg, Odense og på Ærø
En tur på museum, biblioteket eller i musikskolen kan gøre os alle sammen godt. Derfor tilbyder fire fynske kommuner nu Kultur på Recept til borgere med mild til moderat stress, angst, depression og ensomhed.
“Kulturen og naturen tilbyder et frirum og en mulighed for fællesskab og fordybelse, som kan øge trivslen,” siger projektlederen i Kulturregion Fyn.
Over de næste to år samarbejder de fynske kommuner om at finde en fælles fynsk model og “best practice” for Kultur på Recept på Fyn. Projektet rulles desuden ud med en håndsrækning fra de erfarne rækker.
Som noget helt nyt tilbydes 10-12 borgere i hver af kommunerne Kerteminde, Faaborg Midtfyn, Odense og Ærø “Kultur på Recept”.
Borgerne får tilbuddet, fordi de har mild til moderat stress, angst eller depression, eller fordi de savner et fællesskab i hverdagen. Og det er “aktiv deltagelse”, for det bliver med en pensel, et musikinstrument og en bog i hånden.
“Vi tilbyder et frirum for deltagerne, hvor de får plads til fordybelse og fælles oplevelser. Deltagerne får mulighed for både at opleve kulturaktiviteterne og selv at deltage i dem. Det kan være ved at lære om et kunstværk og skabe et selv – og lytte til en fortælling og skrive en selv. Tidligere lignende projekter har vist, at det kan øge deltagernes mentale trivsel og livskvalitet, og det er også vores sigte i det her projekt,” siger projektleder for Kultur på Recept i Kulturregion Fyn, Mathilde Kihl Kellermann.
Deltagerne har fået tilbuddet af for eksempel deres egen læge eller kommunen og skal over de næste otte uger mødes om billedkunst, musik, fortælling og i naturen. Det sker i de fire kommuner i samarbejde med lokale kulturinstitutioner.
Flere danskere har mentale udfordringer Kultur på Recept har tidligere været afprøvet i Nyborg Kommune, men det er nyt, at man arbejder på at få god effekt i flere kommuner samtidig og finde samme model til fremtidige lokale Kultur på Recept-projekter.
“Antallet af danskere med mentale udfordringer stiger. Dermed stiger også behovet for at kunne hjælpe, og derfor har vi i de ni kommuner i Kulturregion Fyn valgt at arbejde sammen for at finde en fælles fynsk model for Kultur på Recept på tværs af kommunerne og på tværs af kultur- og sundhedssektoren i kommunerne. Vi afprøver det i flere kommuner på én og samme tid for at finde den bedste måde at tilbyde et sundhedsfremmende kulturforløb på. Kunst, kultur og natur kan noget helt særligt for vores mentale velvære, og det får vi nu prøvet af i en stor fælles fynsk målestok,” siger formand for den politiske styregruppe i Kulturregion Fyn, Anne Møllegaard Mortensen, som også er formand for Kultur- og Lokalsamfundsudvalget i Faaborg Midtfyn Kommune.
Effekten af Kultur på Recept er velbeskrevet i en evalueringsrapport fra Sundhedsstyrelsen, som blandt andet omfatter projektet i Nyborg Kommune, og i en rapport fra verdenssundhedsorganisationen WHO. Rapporterne viser, at kunst- og kulturforløb kan forbedre livskvaliteten for somatisk og psykisk syge borgere.
Det sker efter mesterlærerprincippet
I denne første runde af det fælles fynske projekt tilbydes Kultur på Recept til deltagere i alderen 31 til 65 år. I næste runde kommer de resterende kommuner i Kulturregion Fyn på Kultur på Recept-landkortet og tilbyder Kultur på Recept til unge borgere.
For kulturinstitutionerne på Fyn vil det ofte være nyt at arbejde med deres kulturtilbud på denne måde. Derfor får de en håndsrækning fra otte mentorer, som Kulturregion Fyn har udpeget, og som har erfaring med målgruppen.
Efter mesterlærerprincippet starter de lokale formidlere og undervisere, som står for de lokale tilbud, med at kigge deres mentor over skulderen. Dernæst står de selv for tilbuddet.
“Jeg ved, at de sammen vil kunne skabe nogle rigtig gode tilbud til mennesker, som kan få gavn og glæde af Kultur på Recept. Hensigten med forløbene er, at deltagerne får åbnet op for nye perspektiver og tilgange til tilværelsen og livet, som kan styrke deres trivsel og selvværdsfølelse. Så det er en meget vigtig opgave,” siger projektleder Mathilde Kihl Kellermann.
Projektet med Fynsk Kultur på Recept kommer til at løbe over de næste to år.
Fakta: Hvornår starter tilbuddet i de fire kommuner?
Kerteminde Kommune: startede den 7. marts 2022. Odense Kommune: starter den 15. marts 2022. Faaborg Midtfyn Kommune: starter den 21. marts 2022. Ærø Kommune: starter den 21. marts 2022.