Christian Teudt Jessen, 47 år, er pr. 15. september 2020 tiltrådt som fabrikschef hos Glaseksperten i Hjørring og indtræder dermed i virksomhedens ledergruppe. Her får han ansvaret for produktion af glas.
Christian kommer senest fra en lignende stilling som fabrikschef hos Simens Gamesa, hvor han har været ansat i 10 år. Derfra har han stor erfaring med både produktion, ledelse, teamwork og kommunikation. Derudover har han hele 20 års erfaring fra metal- og vindmølleindustrien.
Oprindeligt er Christian uddannet smed og har siden taget en diplomingeniøruddannelse i ledelse og produktion. Siden har han desuden taget en MBA i teknologiledelse ved Aalborg Universitet. Christian har således både stor praktisk og teoretisk forståelse for produktion og ledelse.
Privat er Christian bosiddende i Odense sammen med sin kone og to sønner. I fritiden er han aktiv og bruger tid på rejser, gourmetoplevelser, badminton og styrketræning.