Næsten halvdelen af alle danskerne oplever problemer med at sove. Ifølge søvnekspert tenderer både omfang og konsekvenser af vores søvnbesvær nu en folkesygdom, der bør have meget mere fokus i den offentlige debat om sundhed. Derfor afholder TEMPUR Sleep Store i Odense lørdag den 1. juli sin første Søvnfestival. Over en hel lørdag inviteres alle interesserede til blandt andet en række gratis foredrag om bedre søvn af en af landets førende søvneksperter.
Det gode og det sunde liv er i fokus. Vi skal være fysisk aktive en halv time om dagen. Vi skal spise mere grønt. Vi skal skære ned på sukker og alkohol. Og så skal tiden foran skærmens hvide lys også holdes i skak.
Men på trods af, at fysisk og mental trivsel står højt på manges agenda, så fylder en god nattesøvn forsvindende lidt i den offentlige debat. Det er ifølge søvnekspert Mikael Rasmussen både tankevækkende og problematisk. For det første kan søvnens betydning simpelthen ikke overvurderes, og for det andet står det generelt grelt til med danskernes søvnkvalitet.
”En god nattesøvn er entydigt den største individuelle trivselsfaktor i vores liv, og det får slet ikke nok opmærksomhed, når man tænker på, at søvnproblemer efterhånden er blevet en folkesygdom i Danmark,” siger søvnekspert Mikael Rasmussen.
Mikael Rasmussen har specialiseret sig i stress, trivsel og søvn og er bl.a. forfatter til bogen ”Sov godt hele natten.” Han peger på, at god søvn ikke alene styrker immunforsvar, hukommelse og indlæringsevne samt giver bedre humør og mere overskud. Det reducerer også risiko for stress, diabetes, fedme, åreforkalkning og hjertekarsygdomme.
Danskernes nattesøvn er under pres
Derfor er den seneste udgave af Sundhedsstyrelsens store rapport ”Danskernes sundhed” også læsning, der bør give stof til eftertanke, siger Mikael Rasmussen.
Rapporten viser, at 49,2 procent af danskerne oplever søvnproblemer, og 15 procent af de adspurgte oplyser, at de er meget generet af det. Det tal har været støt stigende i en længere årrække.
”Vi lever i et samfund, hvor mange føler sig presset, hvor forventningerne til, hvad vi skal nå, stiger, og hvor mobiltelefonens indtog betyder, at vi konstant er online og i en form for alarmberedskab. I den ene ende af dagen stiller vi vækkeuret for at nå morgentræningen, og i den anden ende går vi i seng med vores telefoner for lige at nå at svare den sidste mail, tjekke sociale medier eller spille spil. Det presser alt sammen nattesøvnen, som faktisk burde være en meget høj prioritet. Alle undersøgelser viser jo desværre, at søvnproblemer er tiltagende, og det skal vi forholde os til,” siger Mikael Rasmussen.
Bliv klogere på søvnen
At danskernes nattesøvn er udfordret, oplever man også i TEMPUR Sleep Store i Odense. Hver dag kommer der kunder, som beretter om problemer med at sove om natten og efterspørger gode råd i butikken, fortæller søvnvejleder Anja Find.
Det blev startskuddet til den kommende TEMPUR Søvnfestival, som lørdag den 1. juli løber af stablen for første gang.
Her vil søvnekspert Mikael Rasmussen være til stede og holde en række oplæg om, hvorfor søvnen er så vigtig, og hvordan man kan optimere sin nattesøvn. Butikkens søvnvejledere står også klar med gode råd og inspiration, og dagen igennem vil der være konkurrencer, bobler og baristakaffe til alle gæster.
”Vi har et stort ønske om at sætte mere fokus på søvnen, fordi den er så vigtig for vores sundhed og trivsel. Det vil vi gerne gøre på en hyggelig, inspirerende og uformel måde ved at invitere folk herind og give dem noget brugbart med hjem. Det er målsætningen for vores Søvnfestival,” siger Anja Find.
Søvnfestivalen bliver afholdt lørdag den 1. juli fra kl. 10-16 i TEMPUR Sleep Store i Odense.
Fem hurtige til en bedre nattesøvn
Bedre søvnkvalitet kræver ifølge Anja Find ikke, at man vender op og ned på en hel masse. Her er hendes fem simple tips:
• Faste sengetider – jo mere regelmæssig, din sengetid er, jo bedre
• Læg mobilen væk – helst en time før, du skal sove, så din hjerne ikke er for stimuleret lige inden sengetid
• Tøm hovedet for tankemylder – lav en to do-liste, inden du skal sove
• Skift aftenkaffen ud – tag i stedet en kop the eller andet uden koffein
• Få frisk luft, motion og dagslys i løbet af dagen – men ikke hård motion lige inden sengetid