Første spadestik bliver taget i uge 10 til en ny OK-tankstation på Tarupvej 71 ved 5210 Centret, inden udgangen af maj kan de første bilister tanke brændstof på det nye anlæg. Per Aagaard Ernst, som er distriktschef i OK, er sikker på, at den nye OK-tankstation vil blive en gevinst for lokalområdet og for Odense by.
“Vi har et stationsnetværk på mere end 660 stationer i hele landet, og vi er overbevist om, at den kommende tankstation bliver en gevinst for bilisterne, da den ligger ud til en af Odenses mest trafikerede strækninger. Samtidig regner vi med, at placeringen også kan tiltrække nogle nye kunder,” siger Per Aagaard Ernst.
Den kommende tankstation bliver et topmoderne, ubemandet selvbetjeningsanlæg, som er meget brugervenligt, og hvor man betaler direkte på den stander, man tanker fra. Det bliver muligt at betale med OK-kort, OK’s Tank & Betal app, kreditkort og Mobile Pay.
Der har tidligere ligget en tankstation på grunden, men den lukkede for over et år siden, og nu kommer der altså OK-logo på forpladsen i stedet for, og det håber man, at bilisterne vil tage godt i mod.
Interesseret i sponsorstøtte?
OK er kendt for at støtte mange lokale sportsklubber og foreninger i hele landet og støtter i øjeblikket omkring 1.600 lokalforeninger. I forbindelse med opførslen af den nye tankstation på Tarupvej, hører OK meget gerne fra foreninger i området, som er interesseret i at blive sponseret af OK gennem et såkaldt benzinkortsponsorat. Gennem den type sponsorat kan man hvert år få ekstra penge i klubkassen. Beløbet afhænger af klubbens egen indsats og engagement, men der er gode muligheder.
Det fortæller distriktschef Per Aagaard Ernst gerne mere om, og man er velkommen til at henvende sig for mere information ved at kontakte ham pr. mail på pae@ok.dk.