I Odenses Gartnerbyen står de første prøvelejligheder nu klar i pensionsselskabet PFA og Odense Boligforenings fælles bud på fremtidens seniorbofællesskab. En social vicevært og store fællesarealer skal hjælpe det sociale sammenhold på vej.

Administrerende direktør i Gartnerbyen, Allan Nielsen

Et stort fælleshus med mulighed for aktiviteter som yoga, vinsmagning og foredrag. Legepladser til børnebørnene. Og ikke mindst en social vicevært til at binde det hele sammen.

Der bliver i dén grad kælet for beboerne i et nyt seniorbofællesskab, som pensionsselskabet PFA og boligselskabet Odense Boligselskab i fællesskab opfører i Odenses nye grønne bydel, Gartnerbyen.

De første prøvelejligheder står nu klar, og som noget ret unikt vil PFA og Odense Boligselskab drifte seniorbofællesskabet i et partnerskab, der så vidt vides er det første af sin art i Danmark inden for den type bofællesskaber.

“Vi tror, der kan komme nogle gode synergier ud af kombinationen mellem os som privat bygherre og Odense Boligselskab som almen boligforening. De har erfaring med at drive andre former for bofællesskaber, og vi har i fællesskab forsøgt at udvikle et koncept for den her type seniorbofællesskaber, som vi tror meget på,” siger Michael Hansen, senior portefølje manager i PFA Ejendomme.

Orangeri og petanque
Seniorbofællesskabet, der er PFA’s første, bliver målrettet beboere fra 55 år og opefter og kommer til at omfatte i alt 126 boliger, hvoraf PFA opfører de 86 og Odense Boligselskab de 40. Hertil kommer et fælleshus på 380 m2, et orangeri og et fælles grønt gårdrum med blandt andet legepladser og plads til petanquebane.

“Fællesskabet skal faciliteres af en form for vært – en social vicevært – men naturligvis også af beboerne selv,” siger René Bøye, bestyrelsesformand i Odense Boligselskab.

“Det skal være noget mere og noget andet end bare en klump boliger. Der skal være et fællesskab, og omdrejningspunktet bliver fælleshuset. Ved at vi er gået sammen med PFA om det her projekt, får vi nogle muligheder, som parterne ikke ville have mulighed for at løfte selv,” uddyber han.

Appetit på seniorbofællesskaber
Flere og flere ældre danskere får øjnene op for fordelene ved at indgå i et socialt fællesskab med deres naboer.

Ifølge tal fra Realdania fra 2017 ventes antallet af seniorer, der er interesseret i at flytte i et seniorbofællesskab, at vokse fra 80.000 i 2017 til over 140.000 frem mod 2040. Ligeså viser tal fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, at op mod hver tredje senior, der påtænker at flytte bolig, godt kunne tænke sig at bo i et bofællesskab.

Samtidig er det i den tredje alder, at ensomheden stiger mest set over et helt livsforløb. Ifølge Realdania døjer over 100.000 ældre danskere med ensomhed.

“Der skal være noget lim mellem beboerne i bofællesskabet. Man skal gerne ville noget fælles med sine naboer, når man flytter ind sådan et sted, og derfor etablerer vi en værtsrolle, der kan hjælpe de sociale relationer på vej. Det tror vi helt sikkert på, der kommer mere af i fremtiden,” siger Michael Hansen fra PFA Ejendomme.

En by for alle
Seniorbofællesskabet bliver en vigtig del af Gartnerbyens ambition om at udvikle en by for alle med plads til flere forskellige typer boliger og beboere med forskellige baggrunde og alder.

Foruden seniorbofællesskabet etableres der i bydelen blandt andet townhouses, rækkehuse, ejer- og lejelejligheder samt ungdomsboliger på den tidligere Gasa-grund i det vestlige Odense.

PFA’s og Odense Boligforenings seniorbofællesskab forventes indflytningsklart med udgangen af 2020. Prøvelejlighederne og andre detaljer ved byggeriet blev officielt vist frem ved et rejsegilde i Gartnerbyen i fredags den 21/8.

Kontaktinformation
Michael Hansen, senior portefølje manager, PFA Ejendomme: 20 20 63 20 / mhs@pfa.dk

René Bøye, bestyrelsesformand, Odense Boligselskab: 20 89 73 06 / rb@odenseboligselskab.dk
Fakta om seniorbofællesskabet
• Kommer til at bestå af i alt 126 boliger, et fælleshus og et fælles grønt gårdareal.
• Vil rumme orangeri, tagterrasse og på sigt baner til f.eks. petanque.
• Gennemsnitsstørrelsen på boligerne er 80 m2. Der kommer til være både toværelses- og treværelsesboliger.

Fakta om Gartnerbyen
• Gartnerbyen er en ny bydel, der etableres på den gamle GASA-grund i den vestlige del af det centrale Odense. Byggeriet gik i gang i 2017 og forventes afsluttet i 2025.
• Når bydelen er helt færdig, vil den sprede sig over 140.000 m2 byggeri, hvilket gør Gartnerbyen til et af Odenses største ejendomsudviklingsprojekter nogensinde.
• Foruden boliger af varierende type og størrelse vil Gartnerbyen desuden rumme grønne områder og et butikstorv.
• Området får en unik placering tæt på letbanen, Langesøstien, Odense Station og centrum.
• På sigt forventes Gartnerbyen at rumme boliger for mere end 3.000 beboere.
• Læs mere på www.gartnerbyen.dk