Det Fynske Kunstakademi har ansat billedkunstnerne Sofie Thorsen og Mikkel Carl som henholdsvis lektor i billedkunst og lektor i billedkunst og udstillingspraksis.
Rektor Lars Bent Petersen siger om ansættelserne:
“Med ansættelserne af Sofie Thorsen og Mikkel Carl forsætter vi det positive arbejde med udviklingen af en kontemporær / tidsvarende billedkunstuddannelse. Flytningen til Det tidligere Fyns Kunstmuseums bygninger giver os samtidigt de optimale fysiske rammer for at styrke vidensdelingen mellem Akademiet og omverdenen.
Oprettelsen af et lektorat i billedkunst og udstillingspraksis, det første i Norden, sætter fokus på udstillingen, der i forvejen spiller en væsentlig rolle i Akademiets undervisningsprogram. Mikkel Carls omfattende viden og erfaring fra området er afgørende for videreudviklingen af dette arbejde. At kunne lave en udstilling er en væsentlig del af dét at etablere en bæredygtig billedkunstnerisk karriere, og for måden hvorpå publikum og omverdenen møder kunsten.
Med ansættelsen af Sofie Thorsen har vi ansat en profileret kunstner med en markant international kunstnerisk karriere og undervisningserfaring fra et af de mest velrenommerede kunstakademier i Europa, Akademie der bildenden Künste i Wien. Sofie Thorsens omfattende praksis og undervisningserfaring kommer til at spille en væsentlig rolle for Akademiets kunstfaglige og pædagogiske udvikling. Hendes brede kunstneriske netværk styrker ligeledes Akademiets internationale profil og samarbejder.”
Sofie Thorsen er 47 år og uddannet billedkunster fra kunstakademierne i København, Budapest og Wien. Hun har en markant international kunstnerisk karriere med en lang række udstillinger i bl.a. New York, Wien, Graz, Zürich og Düsseldorf. Derudover har hun en solid undervisningserfaring som lektor gennem en årrække på afdelingen for performativ skulptur på Akademie der bildenden Künste, Wien. Ud over dette har Sofie Thorsen haft en række tillidsposter, primært i den østrigske kunstverden, ligesom hun i 2011 modtog et 3. årigt arbejdslegat fra Statens Kunstfond.
Mikkel Carl er 42 år og uddannet billedkunstner fra Det Kgl. Danske Kunstakademis Billedkunstskoler og har udover det en bachelorgrad i Idéhistorie fra Århus Universitet. Mikkel Carl har en omfattede udstillingspraksis og karriere med soloudstillinger i bl.a. New York, Stockholm, København og Aalborg. Lige nu er han aktuel med udstillingen ”Nature – Home and Workplace” på Johannes Larsen Museet i Kerteminde. Ud over sit kunstneriske virke har Mikkel Carl en omfattende praksis som kurator og skribent. Derudover har han en række tillidsposter og hverv i den danske kunstverden bl.a. som medlem af Statens Kunstfonds Legatudvalg for Billedkunst.
De nye lektorer tiltræder stillingerne per 1. oktober 2018.