Odenses nye stoppested til fjernbusser skaber bedre plads til det stigende antal passagerer. Før skulle odenseanere helt til Sivmosevænget ved motorvejen for at kunne rejse med de billige fjernbusser, men nu flytter busstoppet helt ind til Rosengårdscentret.
Fjernbusser er populære. Meget populære. Faktisk rejste hele 25 procent flere passagerer med fjernbus i 2016 end i 2015. Og den store interesse har gjort stoppestedet i busslusen ved Sivmosevænget i Odense til det mest travle busstoppested i Danmark. FlixBus er en af de operatører, der glæder sig til at fragte passagerer til og fra Odense fra 15. januar.
Bedre forhold for passagerer
Turen til bussen er med den nye terminal lige overfor Rosengårdscentret rykket hele seks kilometer nærmere centrum. Winnie Højer, der er landechef for FlixBus, ser frem til, at endnu flere hopper på bussen mod Øst- eller Vestdanmark.
– Med danskernes store interesse for at krydse landet i bus glæder vi os over at få forbedret forholdene for passagererne, så det bliver den bedst mulige oplevelse for passagerer og andre trafikanter. Der sker generelt mange transformationer på indenrigstransporten i Danmark lige nu, og vi er glade for, at de fysiske rammer følger med, når fjernbusmarkedet vokser langt hurtigere end forventet, siger hun
Odense er frontløber
Det nye stoppested for fjernbusser er etableret sammen med Odense Kommune, Flixbus og de andre operatører under Danske Busvognmænd, der kæmper for at forbedre forholdene for buspassagerer i alle landets større byer. Med oprettelsen af det nye stoppested for fjernbusser er Odense Kommune foregangskommune for arbejdet med at få bedre forhold for fjernbusserne.
For at sikre en problemfri overgang mellem det gamle og det nye stoppested har Flixbus allerede gjort sig klar til at kunne hjælpe passagererne så godt som muligt:
– Vi vil sikre, at flytningen af stoppestedet ikke forvirrer passagererne. Derfor sender informerer vi alle kunder om flytningen, vi har opgraderet kundeservice til netop henvendelser om flytningen i Odense, og vi forbereder os på at tage hånd om passagerer, der alligevel skulle dukke op på det gamle stop på Sivmosevænget, forklarer Winnie Højer, der glæder sig til at byde endnu flere passagerer om bord i FlixBus.
Busstoppet er terminal for alle fjernbusser, der kører igennem Danmark. Det er taget i brug ved indgangen af 2018. Fra 15. januar 2018 kører alle busser til og fra det nye busstop.