MinMåltidshåndbog.dk – et nyt redskab til seniorer
En ny “håndbog” nærmere bestemt www.MinMåltidshåndbog.dk blev lanceret i Odense i november. 52 interesserende borgere var mødt op på lanceringsdagen for at høre mere om Odense Kommunes nye elektroniske håndbog til seniorer, som er lettilgængelig og fyldt med viden og inspiration
Dynamisk værktøj med nyttig viden
Min Måltidshåndbog er offentligt tilgængelig for alle – det gælder både unge og gamle, og borgere i Odense såvel som uden for kommunens grænser. Det er et dynamisk værktøj, hvor der løbende bliver justeret og tilpasset til årstider, nye kostråd mm. På den måde bliver det sikret, at råd og vejledninger følger gældende standarder, og at nye idéer og behov bliver lagt ind, efterhånden som de opstår.
Min Måltidshåndbog har et sundheds-, forebyggelses- og rehabiliteringssigte, idet den bidrager til at borgerne selv kan have fokus på egen sundhed og forebyggelse. Den kan bruges af private borgere samt medarbejdere i det rehabiliterende samarbejde med borger og pårørende om mad, måltider og ernæring. Dermed er Min Måltidshåndbog også med til at udfolde værdierne i Odense Kommunes mad- og måltidsstrategi: ‘Sammen om bedre måltider’.
Både for de øvede og ikke-øvede “hverdagskokke”
Håndbogen er især for seniorer, der gerne vil lave mad selv, og indeholder også viden om, hvad forandringer i kroppen betyder for, hvad og hvor meget vi skal spise osv. Men yngre kan sagtens læse med, få nyttig viden og bruge både idéer og opskrifter herfra.
Alle opskrifter er nemme at følge, så de, der ikke er så øvede i at lave mad, også kan være med.
“Mad skal være en nydelse, og måltidet skal være en stjernestund, som er med til at give folk livskvalitet. Nogle gange er det de små justeringer, der gør en kæmpe forskel. Vi håber, at Min Måltidshåndbog kan være med til at gøre måltidet til en stjernestund for rigtig mange,” fortæller Gitte Breum, der er chef for Mad & Måltider i Odense Kommune.
Det er Mad og Måltider, Odense Kommune der står bag håndbogen.
I Min Måltidshåndbog finder man blandt andet:
Lækre og nemme opskrifter på morgen-, frokost og aftensmad samt desserter og bagværk
Information om spisefællesskaber og inspiration til, hvordan man skaber hyggelige måltider
Information om kroppens behov og de forandringer, der sker i kroppen, når den bliver ældre
Gode råd til hvad man selv kan gøre, hvis sygdom påvirker appetitten.
Du kan finde Min Måltidshåndbog her.