Odense Kommune og Blue Ocean Robotics lukker sag om konkursramt robotmesse og igangsætter samarbejde om skabelse af en ny robotmesse, som vil løbe af stablen i 2018. Odense er et af verdens førende centre for robotteknologi, og den nye messe skal understrege den position, og vise hvad Odenses robotklynge og det øvrige Danmarks robotvirksomheder formår.
Den nye aftale mellem Blue Ocean Robotics og Odense Kommune sikrer Odense Kommunes ambition om, at have et stort udstillingsvindue for robotindustrien i Odense. Odenses robotklynge er i kraftig vækst og beskæftiger mere end 2600 medarbejdere. Messen skal tiltrække både leverandører til og producenter af robotteknologi, der kan være med til styrke udviklingen af robotklyngen yderligere.
Aftalen mellem Odense Kommune og Blue Ocean Robotics er blevet indgået som udløber af konkurssagen om robotmessen RoboBusiness Europe. Den blev i 2016 afholdt i Odense for første gang med det formål at afholde robotmessen hvert andet år for at promovere byen som Europas robothovedstad. Ved konkursen led Odense Kommune et tab på 1,2 mio. kr. og Blue Ocean Robotics et tab på 0,75 mio. kr.
Odense Kommune og Blue Ocean Robotics har over en periode arbejdet intenst på at finde frem til, om det var muligt at genetablere en international robot-event og dermed sætte nyt liv i de fælles ambitioner.
Med den nye aftale overtager Blue Ocean Robotics Odense Kommunes tilgodehavende i konkursboet efter RoboBusiness Europe på 1,2 mio. kr., der hermed fungerer som Odense Kommunes del af finansieringen af en ny robotmesse.
-Jeg er meget tilfreds med, at der nu er sat et punktum for Odense Kommunes del af konkursboet, og at vi nu kan arbejde os frem mod etableringen af en robotmesse for 2018. Blue Ocean Robotics har med den her aftale vist stort initiativ om at nå det fælles mål og samtidig kan Odense Kommune holde sig skadesfri i forhold til konkursboet efter RoboBusiness Europe. Vi har hele tiden haft den ambition at sikre, at Odense får en stor robotmesse, der understreger Odenses betydning i den globale robotindustri, og den ambition glæder mig bliver indfriet, siger chef for Transformation og Strategi i Odense Kommune, Michael Bruhn Frederiksen.
– Blue Ocean Robotics udvikler og kommercialiserer nye generationer af robotter til det globale marked. Dette gør vi sammen med partnere, der typisk står for produktion, salg og service, mens Blue Ocean Robotics og vores partnere samarbejder om at designe og udvikle robotterne. For Blue Ocean Robotics handler aftalen med Odense Kommune om etableringen om en ny messe derfor om, at kunne bidrage til en værdifuld international robotmesse for Odense. Noget som vi håber, byens robot-aktører vil bakke op om og få stor værdi ud af, og noget som vi gør, fordi vi gerne vil bidrage med vores netværk og indsigt i branchen, siger Claus Risager, Rune K. Larsen og John Erland Østergaard, Co-CEOs hos Blue Ocean Robotics.
Odenses robotklynge består af 110 robot- og automationsvirksomheder på Fyn. For Odense Robotics, der understøtter robotklyngen i Odense, er aftalen om en kommende robotmesse i Odense på internationalt niveau længe ventet.
– Odense har en stærk og hurtigvoksende robotindustri, og derfor giver det god mening at byen også har en robotmesse. Messen er en unik mulighed for klyngens robot- og automationsvirksomheder at møde kunder, partnere og potentielle medarbejdere på hjemmebanen. Det glæder mig at se endnu et tiltag, der kan være med til at øge synligheden af Odense som førende center for robotteknologi, siger Mikkel Christoffersen, forretningschef for Odense Robotics.
Den nye robotmesse er under udarbejdelse med en professionel event- og messeaktør og vil blive afholdt i Odense i løbet af 2018.