Historiens Hus indbyder dig til at se din by og måske egen matrikel på luftfoto fra 1945 og frem.
På en ny hjemmeside kan du dykke ned i tusindvis af luftfotografier af Odense fra 1945 og frem. Billederne er karakteriseret ved, at de er fotograferet fra stor højde og lodret ned. Optagelserne blev oprindeligt bestilt af Odense Kommune for at blive benyttet som et værktøj i byplanlægningen. I Odense Ovenfra præsenteres de samlet. Optagelserne giver et unikt indblik i, hvordan bebyggelsen, kulturmiljøet og byen har udviklet sig i de forløbne 70-80 år.
Odense Stadsarkiv modtog luftfotografierne i 2018. Siden har frivillige og ansatte på Stadsarkivet arbejdet på at få den første portion af det meget righoldige materiale digitaliseret. Dette arbejde fortsætter, og i de kommende år vil de frigøre flere optagelser. Odense Ovenfra er udviklet i samarbejde med Erhvervshus Fyn/Geo Fyn.