Vores Smarte Hverdag:
Skoleelever dyster om fremtidens bæredygtige løsninger
Bæredygtighed, iderigdom og opfindsomhed kommer på skoleskemaet, når 6. klasser fra Provstegårdskolen i Odense deltager i den landsdækkende konkurrence ’Vores Smarte Hverdag’, som Energimuseet og Lommefilm står bag. Med afsæt i FN’s 12. verdensmål om et ansvarligt forbrug og produktion skal eleverne komme med deres bud på, hvordan vi kan skabe en bæredygtig fremtid.
Onsdag d. 27. oktober skal 6.b og 6.c på Provstegårdskolen komme med ideer til fremtidens bæredygtige løsninger inden for eksempelvis energiproduktion og ressourceforbrug. De deltager nemlig i ’Vores Smarte Hverdag’, der er en landsdækkende ide- og filmkonkurrence. Her afholdes der på halvandet år 150 workshops ude på landets skoler med deltagelse af 5.000 elever på 6. og 7. klassetrin. Det er Energimuseet, der i samarbejde med Lommefilm og med støtte fra Novo Nordisk Fonden står bag Vores Smarte Hverdag. Eleverne skal med STEM-skolefagene in mente (Science, Technology, Engineering and Mathematics) bruge deres teknologiforståelse til at få gode ideer og lave prototyper af dem, hvorefter de skal præsentere dem ved at lave små film. Vores Smarte Hverdag afvikles over tre etaper, og der er 10.000 kroner på højkant til klassekassen efter hver etape for det bedste bud på en teknologisk løsning på en mere bæredygtig fremtid.
”Jeg glæder mig rigtig meget over, at vi med Vores Smarte Hverdag får lov til at spørge 5.000 børn i Danmark om, hvordan de helt konkret tænker, at man kan løse nogle af vor tids største udfordringer. Os voksne strander desværre ret ofte ved velmenende hensigtserklæringer, der er farvet af vores politiske observans og vanedannende forbrugsmønstre. Børn har ingen forudindtaget agenda, og de har sindssygt mange ideer og en ubegrænset fantasi. De skal bare slippes løs,” siger Teo Geer, direktør for Energimuseet.
Vindmøllen blev ikke taget alvorligt – i første omgang
Et godt eksempel på, at man skal turde tænke ud af boksen, er historien om vindmøllen, som i dag er en vigtig del af vores energiforsyning. Den første store vindmølle – Gedsermøllen – blev udviklet i 1950’erne, men blev ikke taget alvorligt, fordi olieprisen var lav, og derfor kunne det ikke betale sig med vindenergi. Først i slutningen af 1970’erne blev interessen for vindmøller bragt til live igen. Sjovt nok er nutidens kæmpestore vindmøller baseret på de samme principper som Gedsermøllen, der blandt andet også havde tre vinger. Gedsermøllen er i dag udstillet på Energimuseet.
”Vi forbruger flere ressourcer end nogensinde før, og det haster med at lave en bæredygtig omstilling. Historien viser os, at det ikke er nemt hverken at få eller realisere en god ide, og at det efterfølgende tager tid at få den anerkendt og udbredt. Vi håber, at Vores Smarte Hverdag kan være med at vække den indre opfinder i børnene, og hvem ved, om vi om 20 år kan se tilbage og sige, at det var her vi såede de første frø til en ny epokegørende opfindelse på højde med vindmøllen,” siger Teo Geer, direktør for Energimuseet.
For yderligere information
· Kontakt vedr. kommentarer: Teo Geer, direktør for Energimuseet, på tlf. 61 66 95 49
· Kontakt vedr. workshops: Bjarne Conradsen, Projektleder i Formidlingstjenesten, på tlf. 25 46 02 81
· Besøg: https://energimuseet.dk/nyheder/vores-smarte-hverdag/
· Besøg: www.lommefilm.dk Link
· Besøg: https://www.verdensmaalene.dk/maal/12
Om ”Vores Smarte Hverdag”
Med ide- og filmkonkurrencen ”Vores Smarte Hverdag” ønsker Energimuseet og Lommefilm at sætte fokus på grøn omstilling og bæredygtighed. Konkurrencen er målrettet elever i 6.-7. klasse i hele landet og afvikles første gang i efteråret 2021. Med udgangspunkt i FN’s Verdensmål nr. 12 skal eleverne via en STEM-baseret proces opfinde og udvikle bæredygtige og teknologiske løsninger, som gør noget positivt for klimaet. Bevæbnet med sakse, pap og limpistoler omsættes ideerne til prototyper, og herefter pitches ideerne i korte film.
Hjertet i konkurrencen er 150 workshops, der afvikles ude på landets skoler, hvor elever og lærere får en dag sammen med fagligt kompetente formidlere fra Energimuseet og Lommefilm om at udvikle, bygge og filme elevernes ideer til “Vores Smarte Hverdag”.
Om Energimuseet
Energimuseet er Danmarks oplevelses- og formidlingscenter for energi, fremtidens energiløsninger og den grønne omstilling. Energimuseet nytænker og udvikler det traditionelle museum. Vi har fokus på gæsten, temaet og professionel kommunikation og skaber en helhedsoplevelse, hvor gæsten er i centrum. Med fokus på fortidens, nutidens og fremtidens energiløsninger, samt den grønne omstilling oplever gæsten et spændende område, der til fulde udnytter museets placering ved Danmarks største vandkraftværk, Tangeværket, helt ned til Gudenåen for enden af Tange sø.
Om Lommefilm
Hos Lommefilm er vi eksperter i at få andre til at lave gode enkle film. Vi lærer børn, unge og alle mulige andre selv at skabe små film. Vi hedder Lommefilm fordi vi alle – via vores mobil – har et godt kamera i vores lomme. Ligesom det er vigtigt at udtrykke sig på skrift og i tale, er det i dag vigtigt at mestre de visuelle medier, og vi tror på at det er vigtigt at give alle en stemme, og i dag kan den stemme sagtens være en lommefilm.
Siden 2013 har Lommefilm hjulpet store og små organisationer med at få budskaber ud til de unge. Vi ved, at mobiltelefonen og tablets er en integreret del af børn og unges liv, og videomediet er en effektiv og sjov måde at få eleverne til selv at involvere og engagere sig. Når de unge selv skal formidle et budskab, er de motiverede til at opsøge relevant viden, som de kan formidle videre. Vi ved at viden, vi selv har arbejdet kreativt med og formidlet sidder godt fast.
Program for Vores Smarte Hverdag-workshops
· 8.30 – 9.30: Kort introduktion og ideudvikling i grupper
· 9.30 – 9.45: Pause
· 9.45 – 10.00: Tegn jeres prototype
· 10.00 – 11.30: Byg jeres prototype (her bruger eleverne genbrugsmaterialer, Lego, ledninger, lamper og anden teknologi + koder deres prototype).
· 11.30 – 12.00: Frokost
· 12.00– 13.15: Pitch jeres prototype på film
· 13.15 – 13.30: Pause
· 13.30 – 14.00: Redigering
· 14.00 – 14.30: Fremvisning af film og afrunding
Kalender for kommende workshops
Nordjylland:
· Kongerslev skole Kongerslev 27-9
· Gug Skole Aalborg 28-9
· Sortebakkeskolen Nørager 30-9
· Hedegårdsskolen Brønderslev 1-10
Midtjylland:
· Rønbæk Skolen Hinnerup 29-9
· Rosenvangskolen Viby J 4-10
· Sølystskolen Egå 5-10
· Samsøgades skole Aarhus C 6-10
· Ellevangskolen Risskov 7-10
· Hårup skole Hjortshøj 8-10
Syddanmark:
· Billundskolen Billund 25-10
· Ullerupbækskolen afdeling Skolesvinget Fredericia 26-10
· Provstegårdskolen Odense V 27-10
· Fanø Skole Fanø 28-10
Sjælland:
· Nyrupskolen Kalundborg 1-11
· Høng Skole Høng 2-11
· Absalons Skole Roskilde 4-11
· Kildebjergskolen Mørkøv 5-11
Hovedstaden:
· Bordings Friskole Kbh Ø 8-11
· Lundtofte Skole Lyngby 9-11
· Solvangskolen Farum 10-11
· Søholmskolen afd. Toftevang Birkerød 11-11