Magiske Dage Odense satte rekord med 22.000 gæster
Magiske Dage Odense slog publikumsrekord med omkring 22.000 gæster – et par tusinde gæster mere end den hidtidige rekord fra 2019. Det skyldes det gode efterårsvejr, men også national medieomtale og festivalens bevidste satsning på den gruppe, som er blevet voksne med det magiske univers.
„I år er vi gået benhårdt efter en ny målgruppe med tiltag som Dark Market, Jim Lyngvilds drageudstilling og Stjernefolkets Lysparade, og det er en ny satsning for festivalen, som ellers henvender sig til børn. Vi har oplevet en stor tilstrømning af voksne sammen med de faste børnefamilier – nogle er rejst fra Tyskland og Sverige for at deltage i de magiske dage i Odense‟, fremhæver festivalleder Charlotte Gam fra Odense Bibliotekerne.