22 idrætsforeninger i Odense Kommune har fået tilskud til at styrke fællesskabet og sætte fokus på trivsel, glæde og sunde relationer. Pengene kommer fra puljen “Fællesskaber frem for præstationer”. Her indgik DGI Fyn og Sundhedsforvaltningen i efteråret et samarbejde med et fælles mål om at få flere børn og unge til at være en del af et aktivt og sundt fællesskab i idrætsforeningerne.
Lejrture, fællestræning, kæphesteridning, ishockey for begyndere og troldegymnastik er blot få af de mange gode idéer, idrætsforeningerne har søgt tilskud til, hvor der i alt er modtaget 49 ansøgninger og samlet søgt tilskud for 1,5 millioner kroner.