Børn skal opleve fællesskab og at være forbundet med omverden
I 2017 vedtog Børn- og Ungeudvalget den første dannelsesstrategi, som fremhævede nogle vigtige indre egenskaber at styrke hos Odenses børn og unge: Nysgerrighed, mod, vedholdenhed og medmenneskelighed. De fire stærke egenskaber er blevet en del af dagligdagen i dagtilbud, skoler og der, hvor familier får en ekstra hånd i ryggen. Nu er det tid til at bygge oven på den første strategi ved at bringe de gode indre kvaliteter i spil med verden omkring børn og unge.
– Jeg fornemmer et behov i tiden for, at børn kan fordybe sig og mærke nærvær og fællesskab omkring sig. Det vil jeg gerne styrke dem i – ligesom jeg gerne vil styrke dem i følelsen af at være forbundet med verden omkring sig så som naturen, kulturen og samfundet, siger børn- og ungerådmand Susanne Crawley Larsen.