Politiet tilbyder frit lejde til at aflevere ulovlige våben
I hele november kan du anonymt indlevere ulovlige våben til politiet, uden at det medfører sigtelse for ulovlig våbenbesiddelse – en såkaldt Frit Lejde-aktion.
”Vores mål er at få så mange våben som muligt ud af cirkulation her i politikredsen. Ethvert våben afleveret til politiet er ét våben mindre ude i samfundet. Et våben kan falde i forkerte hænder – fx ved indbrud – og kan anvendes af kriminelle som rockere og bandemedlemmer til alvorlig kriminalitet eller skyderier i det offentlige rum til fare for andre. Så vi håber, at mange vil benytte lejligheden til at aflevere deres våben,” siger vicepolitiinspektør Søren Frederiksen fra Fyns Politi.