Tre bud på en ny plan for den odenseanske trafik gør det mere attraktivt at gå, cykle og tage den kollektive transport frem for bilen. Nu skal borgere og erhvervsliv være med til at finde de bedste løsninger, så Odense Byråd frem mod sommerferien kan vedtage en grøn mobilitetsplan.
Det skal være det hurtigste og mest attraktive valg i hverdagslogistikken at hoppe på cyklen, stige ombord i bussen og letbanen eller gå, når man bevæger sig rundt i Odense.
Den beslutning har Odense Byråd taget i forbindelse med målsætningen om, at Odense senest i 2030 skal være klimaneutral.
Men hvordan skal byen og vejene indrettes for at nå målet og samtidig sikre en levende og velfungerende by?
De spørgsmål skal Odenses byrådspolitikere sammen med borgere, erhvervsliv og interesseorganisationer nu til at finde svar på, og de skal gøre det med udgangspunkt i tre eksterne rådgiveres bud på en grøn mobilitetsplan for Odense.
En grønnere og tryggere by
De tre rådgivere er Niras, Team JaJa og Team Urban Creators, og deres forslag kredser blandt andet om bedre forhold for buspassagerer med flere afgange og vejbaner kun til busser, lavere hastighed for biler, gader og områder forbeholdt elbiler, højere p-takster, mindre plads til parkering på gadeniveau og en opdeling af byen i zoner, der giver biler adgang til at køre ind til bymidten ad hovedveje, men ikke til at køre på tværs af zonerne.
Initiativerne vil gøre det mere sikkert og sundt at cykle og gå og give plads til nye grønne områder til leg og fællesskab i byen.
Klima- og miljørådmand Tim Vermund ser frem til en grundig og konstruktiv dialog med byens borgere og virksomheder om de grønne forslag.
– Det er ikke nemt at ændre vaner – heller ikke når det gælder den måde, vi transporterer os rundt på. Nogle vil stadig have brug for en bil for at få hverdagen til at hænge sammen, og det skal der selvfølgelig være plads til.
– Men jeg er sikker på, vi i fællesskab kan finde løsninger, der får flere til at tage cyklen eller den kollektive trafik. Det giver mindre forurening og støj, det gavner klimaet, det gør det mere trygt at sende børnene i skole på cykel og giver plads til nye grønne åndehuller. På den måde kan vi skabe en sundere, roligere og grønnere by for os alle sammen, siger Tim Vermund.
Borgerne får ordet
Rådgivernes forslag bliver blandt andet præsenteret på en række borgermøder i løbet af marts 2023, hvor alle er velkomne til at lytte med og give indspark til debatten.
Også Odense Borgerklimaråd, hvor 100 repræsentativt udvalgte odenseanere på en række møder har debatteret grønne transportvaner, afleverer deres anbefalinger til Odense Byråd.
Med afsæt i forslagene både fra de eksterne rådgivere og borgerklimarådet og med input fra møder med borgere og erhvervsliv er det ambitionen, at Odense Byråd inden sommerferien 2023 skal vedtage en grøn mobilitetsplan for Odense.
Læs rådgivernes forslag og find oversigt over borgermøderne og tilmelding her.