Når en af Danmarks største kulturfestivaler, H.C. Andersen Festivals, løber af stablen til august, bliver det med Rasmus Seebach som et af de musikalske hovednavne til fredagskoncerten.
Når en af Danmarks største kulturfestivaler, H.C. Andersen Festivals, løber af stablen til august, bliver det med Rasmus Seebach som et af de musikalske hovednavne til fredagskoncerten. Fredag 26. august går han således på scenen i Kongens Have, hvor publikum også kan glæde sig til unge og festlige Blæst. Fra torsdag 3. februar kl. 12.00 kan man sikre sig en af de 1.500 Early Bird-billetter.
Når H.C. Andersen Festivals til sommer spreder eventyrlig stemning i Odense, bliver det med en af Danmarks største og mest folkekære kunstnere i spidsen for musikprogrammet. Det er nemlig Rasmus Seebach, der står øverst på plakaten til den traditionsrige fredagskoncert i Kongens Have, hvor også Blæst er på programmet.
Siden 2009 har Rasmus Seebach både vundet et utal af priser og danskernes musikhjerter med sine velkomponerede, danske popsange, som de fleste kan synge med på. Med sine fem studiealbums har han opnået større succes end de fleste andre på den danske musikscene, hvilket den tildelte ærespris under det senest afholdte Danish Music Award show sætter en stor streg under. Og Rasmus Seebach glæder sig til at komme til Odense.
“Det er snart tre år siden, mit band og jeg sidst stod på en scene sammen. Hver eneste dag har jeg længtes efter at stå deroppe og se ud på alle de glade ansigter. Jeg savner publikum mere, end de aner, og jeg kan slet ikke vente, til vi skal feste og fyre den af sammen igen. Jeg tæller dagene til vi ses,” siger Rasmus Seebach.
Også festivaldirektøren glæder sig.
“Musik skaber stemninger og kan frembringe særlige følelser hos dem, der hører det. Og en af landets dygtigste kunstnere til lige præcis det, er Rasmus Seebach. Derfor er jeg rigtig glad for at kunne tilbyde festivalens gæster den særlige koncertoplevelse, for Rasmus Seebach er kendt for at gøre sig umage for at levere nogle fantastisk liveshows,” siger Peter Bøgholm.
Musikalske opkomlinge med lovende fremtid
Med på scenen i Kongens Have kommer også de musikalske opkomlinge Blæst, der i efteråret ramte landet med sangen ‘Ego’, der blev Ugens Uundgåelige på P3 og lå solidt plantet på hitlisterne igennem sidste halvår af 2021.
Blæst satte sig selv på det musikalske landkort i 2020 med debut-ep’en ‘Vindstille’, hvor de groovy og dansksprogede popsange delikat bliver serveret af forsanger Fernanda Rosas karismatiske vokal. De ungdommelige tekster om små hverdagsøjeblikke, rummer stor poesi og er båret af en ukuelig musikalsk fremdrift, som har fået både GAFFA, Soundvenue og Bands of Tomorrow til at spå den danske kvartet en lovende fremtid.
1.500 Early Bird-billetter
De første 1.500 billetter til fredagskoncerten med blandt andre Rasmus Seebach og Blæst kan fra torsdag 3. februar kl. 12.00 købes til en særlig Early Bird-pris på 299 kr. plus gebyr). Prisen er forudsat, at man tilmelder sig H.C. Andersen Festivals nyhedsbrev via hjemmesiden hcafestivals.dk.
Når de første 1.500 billetter er solgt, stiger prisen til 350 kr. plus gebyr.
Det andet hovednavn til fredagskoncerten præsenteres senere på foråret.
For mere information, kontakt:
Rikke From, marketing- og kommunikationschef, H.C. Andersen Festivals, tlf. 2284 0885
Fakta om H.C. Andersen Festivals:
· H.C. Andersen Festivals er en af Danmarks største kulturfestivaler og finder sted hvert år i uge 34 i Odense. I 2022 afvikles festivalen for niende gang fra 21.-28. august
· Blandt andre Odense Blomsterfestival, HCA Comedy Festival og Carl Nielsen Festival er en del
af H.C. Andersen Festivals.
· H.C. Andersen Festivals samler tusindvis af mennesker gennem kultur og oplevelser, der fylder Odenses gader og stræder med liv, farve og lys i én af byens allerstørste tilbagevendende begivenheder.
· Festivalens kulturelle program tager udgangspunkt i fem gennemgående værdier i H.C. Andersens forfatterskab. De fem værdier er udvalgt og defineret af Professor Emeritus Johs. Nørgaard Frandsen fra H.C. Andersen Centeret på Syddansk Universitet Odense og danner grundlag for mangfoldigheden i programmet og giver inspiration til de mange nationale og internationale kunstnere, der deltager i festivalen.
· Værdierne er det grænseoverskridende, mønsterbruddet, tingenes og teknologiens magi, fællesskabets flertydighed og det magtfulde sprog.
· Et stort og bredt udvalg af fortællere, kunstnere, gadeperformere og musikere formidler på hver deres måde H.C. Andersens evigt aktuelle univers, og i alt byder festivalen på mere end 500 kulturelle aktiviteter for alle aldersgrupper. Størstedelen af de mange events er gratis.
· H.C. Andersen Festivals er med stærk lokal forankring og internationalt udsyn med til at sætte en tyk streg under Odense som en levende og farverig by.
· H.C. Andersen Festivals er en privat almennyttig nonprofit forening og i høj grad skabt med opbakning fra det fynske erhvervsliv, der med sine sponsorater er med til at finansiere festivalen.
· H.C. Andersen Festivals er bygget på frivillighed og fællesskab.
· Festivalen ledes af en bestyrelse med Brian Djernes som bestyrelsesformand. Peter Bøgholm er direktør for festivalen.
· Alt kan ske under H.C. Andersen Festivals.