1960’erne var et årti, hvor høj- og lavteknologi, store drømme og ærefrygtindgydende menneskelige bedrifter bragte menneskeheden til nye højder. I 1961 fik Sovjetunionen det første menneske i rummet, og i 1969 fik USA det første menneske på Månen. Medierne heroiserede de kosmonauter og astronauter, som satte livet på spil for storpolitiske ambitioner.
Østrigsk-fødte Kiki Kogelnik (1935-97) er en af de kunstnere, som i 1960’erne greb tidens rumfeber. Denne aften har vi inviteret astrofysiker Michael Linden-Vørnle, der er chefkonsulent ved Institut for Rumforskning og Rumteknologi på DTU (DTU Space), til at sætte Kiki Kogelniks kunst i perspektiv.
I Kiki Kogelniks værker møder vi et alternativt rumprogram, hvor astronauter, kærlighedsbomber og anonyme kroppe svæver frit omkring i et abstrakt ydre rum. Her er rummet en krigszone, men det er også et utopisk frirum, som rummer muligheder for forandring.
Den 2. november på Kunstmuseum Brandts vil Kiki Kogelniks kunst danne afsæt for spørgsmål som: Er rummet et mulighedsrum eller en krigszone? Hvorfor har mennesket ikke været på Månen siden 1969? Har vi et rumkapløb i dag? Og hvad stiller vi op med den voksende mængde rumskrot, som kredser om Jorden?
Arrangementet udfolder sig som en samtale mellem astrofysiker Michael Linden-Vørnle, der er en af Danmarks førende eksperter og bedste formidlere indenfor astrofysik, og museumsinspektør og kunsthistoriker Ellen Egemose, som har kurateret udstillingen Kiki Kogelnik – Tiden er inde på Kunstmuseum Brandts.
Billetpris inkl. entré kr. 200,-
Billetpris med årskort kr. 100,-