Sankt Hans Kirke søger udadvendt kirke- og kulturmedarbejder med fokus på børn, unge og frivillige:
Ansøgningsfrist: 17.11.2024
Stillingen er på 30 timer om ugen og ønskes besat pr. 1. februar 2025 eller tidligere.
Sankt Hans Kirke er placeret midt i Odense, og vi ser det som en af vore primære opgaver at være en kirke, der er aktiv i midtbyens liv. I ugens løb er der derfor mange forskelligartede aktiviteter, og om søndagen fyldes kirken med en aktivt deltagende menighed med mange frivillige.
Menigheden består af mennesker i alle aldre fra hele Odense og omegn. Blandt andet er der mange unge, særligt studerende, og børnefamilier både med små og store børn. I sognet er der en majoritet af 20-30 årige.
Stillingsbeskrivelse
Som vores nye kirke- og kulturmedarbejder får du særligt ansvar for arbejdet med børn og unge, diakoni og frivilligkoordinering. Der vil indgå nogle opgaver, som vedrører voksne.
Konkret forestiller vi os, at du udfylder en rolle i aktiviteter som:
Minikonfirmandundervisning,
Messy Church (familiegudstjeneste i hverdagen med aktiviteter og fællesspisning),
Skoletjeneste (samarbejde mellem kirke og skole)
Formidling og aktiviteter for børn og teenagere under gudstjenesten
Legestue i sognehuset
Events f.eks. for børn og/eller unge
Aktiviteterne falder både i løbet af ugen og ved søndagens højmesse, og du kommer til at indgå i tæt samarbejde med vores nuværende kirke- og kulturmedarbejder samt præsterne, de øvrige ansatte og frivillige.