Vidste du, at der findes en hemmelig by, der ikke kan ses på noget landkort? Sanseudstillingen KOM HJEM OG BESØG MIG EN DAG byder på en tur rundt i en ganske særlig by, beboet af folk, der er helt almindeligt sære. Brandts nye sanseudstilling af Arne Mølle er for de 4-10 årige, og de åbner dørene den 13. oktober.
Her kan du besøge dukkemagerens værksted og prøve det fine gamle dukketeater. Eller klæde dig ud i dværgens tøj og spille spil med kongen i hans kongetrone belagt med ægte guld. Inde hos den blinde mekaniker er der bælgravende mørkt, så man må føle sig frem. Læg også vejen forbi fotografen og kravl op på den kæmpestore elefant, hvis du tør! I byens park Limbo holder teltfolket til. De laver skyggespil på teltdugen og elsker musik og dans.
Årets udstilling er en både tankevækkende og fantasimættet oplevelse for de 4-10 årige. Børnene kan bevæge sig frit omkring i de kringlede gader og besøge forskellige huse og hemmelige steder. Mærke forskellige stemninger, lyde og leve sig ind i byens mange karakterer og historier gennem et væld af forskelligartede indtryk og mærkelige genstande.
Åbning med Familiedag lørdag den 13. oktober
Det bliver med festlig udklædt servering, hvor selveste Prinsessen og Den stærke Mand, som er på årets plakat, der kommer og serverer børnechampagne og snack til børnene og vin til de voksne. Der vil desuden være en kort og absolut børnevenlig tale af billedkunstner Steffan Herrik (Arne Møllers gode ven), der selv for år tilbage lavede Sanseudstilling på Brandts.
Hele dagen vil der være oplevelser særligt tilrettelagt for børnefamilier med åbne og kreative workshops, hvor man kan lave sit eget papirteater og skyggeteater og spise lækker streetfood. Alle wordshops foresætter hele efterårsferien.
Om udstillingen
Alt er nøje iscenesat, så byen får en forunderlig atmosfære, der vækker de besøgendes nysgerrighed – og giver mulighed for at drømme og forestillinger kan vokse sig lidt større, end rummet i virkeligheden er. Børnene får udleveret et aktivitetsark – en flipflapper, som skal skabe dialog mellem børn og voksne, samt fokuserer oplevelsen og understøtte fortællingen om den hemmelige by.
I udstillingsdesignet arbejder man bevidst med at skabe rumlig variation, så nogle rum inviterer til leg og fysisk aktivitet, mens andre lægger op til oplevelse og fordybelse. Endelig er der mange steder små kreative opgaver, som man kan sidde og hygge sig med.
Udstillingen er med sine knap 300 kvadratmeter fantasifulde univers en årligt tilbagevendende publikumssucces. Den tiltrækker en fast skare af familier fra nær og fjern. Dette trofaste publikum vil Brandts gerne kunne imødekomme ved at udvikle sanseudstillingerne.
I år har de derfor, som noget helt nyt fundet på, at byen i løbet af udstillingsperioden skal udvikle sig: Nye beboere flytter ind, mens andre flytter ud. Så hvis man kommer forbi en anden dag, vil byen måske ikke være helt den samme.
Desuden vil de eksperimenterer med at bruge teater og skuespil til at udvide
udstillingsoplevelsen og gøre byen endnu mere fantastisk, så den nærmer sig en
teateroplevelse. Det bliver især i forbindelse med familieferier, at man i fremtiden vil kunne opleve det.
Sanseudstillingen ‘Kom hjem og besøg mig en dag’ kan ses helt frem til august 2020.