Hvordan afvikler man Black Friday i en tid med coronasmitte, afstandskrav, mundbind og masser af håndsprit? Hos Shaping New Tomorrow, som netop har åbnet ny butik i Odense, spreder man tilbudsjagten ud over hele ugen frem for bare én dag. Men festen starter med sort skærm i onlineshoppen og eksklusiv, tidlig adgang til onlineshoppens rabatter for de mest loyale kunder, forklarer adm. direktør Kasper Ulrich.
“Coronasituationen stiller nye krav til, hvordan detailhandlen håndterer Black Friday. Det duer i sagens natur ikke med de vanlige store mængder af ivrige kunder i og uden for butikkerne. Derfor har vi i år bygget videre på vores ide fra sidste år med at sprede rabatterne ud over flere dage og samtidig gøre en indsats overfor for de loyale kunder, der får en eksklusiv adgang til rabatterne online før alle andre,” siger Kasper Ulrich.
For at sikre optimale vilkår for kunderne i Odense – både i den fysiske butik i Vestergade 30 og online, planlægger Shaping New Tomorrow i år en decideret Black Week. Her lukker man til en start de onlineshops i Danmark, Tyskland, Sverige og Holland, der normalt er hovedpulsåren i virksomheden. Det sker mandag den 23. november om eftermiddagen. Indtil tirsdag kl. 18.00 er det kun medlemmer af fordelsklubben, der har adgang til det nedsatte, fulde sortiment.
Fra tirsdag aften og resten af ugen vil både onlineshop og butikken i Odense være åbne for alle. Her vil der være store besparelser på hele sortimentet med helt op til 40 pct. på udvalgte varer. Det gælder også på Shaping New Tomorrows nye satsning på mere bæredygtige kollektioner lavet af genbrugsplast, der er fisket op af verdenshavene eller indsamlet i naturen.
I Odense-butikken er der ekstra bemanding alle dage, og der vil være servering af drikkevarer og coronavenlige, indpakkede snacks. Alt sammen for at sikre god plads og en hyggelig, behagelig indkøbsoplevelse – langt fra Black Fridays normale stress.
“Ligesom sidste år lader vi vores loyale kunder komme forrest i køen til Black Friday. Normalt er det en begivenhed, hvor de faste kunder ofte bliver glemt. Det vil vi gerne gøre op med ved kortvarigt at holde døren eksklusivt åben for alle, der er medlem af vores fordelsklub,” forklarer Christoffer Bak, der er design- og produktionsdirektør i Shaping New Tomorrow.
“Men herefter går det løs over godt en uge, hvor vores mål er, at alle skal have mulighed for at få del i tilbuddene. Samtidig tager vi de ultimative forholdsregler i vores fysiske butikker i forhold til corona-udviklingen ved at sprede vores tilbud ud over mange dage,” tilføjer han.
Med et onlinesalg suppleret af flagskibsbutikker i landets største byer solgte Shaping New Tomorrow sidste år for over 18 millioner kr. henover Black Friday. Målet for dette års salg er ifølge adm. direktør Kasper Ulrich at sælge mindst det dobbelte af sidste år.
Om Shaping New Tomorrow
Shaping New Tomorrow er etableret i 2015 af tre unge tøjiværksættere fra Aalborg. Virksomheden beskæftiger 40 ansatte på hovedkontoret i Aalborg samt i butikkerne i Aalborg og København. Shaping New Tomorrow har al produktion i Portugal, der holder 200 medarbejdere beskæftiget. Drevet af ambitionen om at forene klassisk, stilet herretøj i sublim kvalitet med komfort, velvære og en aktiv livsstil har de tre stiftere siden 2015 skabt et tøjbrand på vej til et internationalt gennembrud. Shaping New Tomorrow omsætter for mere end 100 millioner kr. på markederne i Skandinavien, Tyskland og Holland.