10. september – 29. oktober 2021
Fernisering: 10. september, kl. 16-18 i Skulptursalen på Det Fynske Kunstakademi.
Udstillingen er åben mandag – torsdag kl. 11-15.
Gratis adgang
Velkommen til åbningen af SkulpturOdense21’s indendørs skitseudstilling på Det Fynske Kunstakademi. Kunstnerne fra parkudstillingen på Hollufgård er rykket indendørs, hvor de får selskab af et lille udvalg af andre, markante samtidskunstnere.
Siden 1800-tallets opgør med den klassicistiske kunstskole har skitsen erobret en plads som fuldgyldig kunstnerisk udtryksform. Ja, ofte skattes det fragmentariske, flygtige og prøvende endog højere end det klassisk gennemarbejdede værk. Det er ikke noget tilfælde. For mens den klassiske kunst kun kendte til sammenhængende verdensbilleder, er moderniteten karakteriseret ved evige brydninger og omkalfatringer. Skitsen er ufærdig og foreløbig, og netop derfor evner den at spejle en kaotisk og uoverskuelig menneskelig eksistens i et større, uordnet hele.
Det er i den ånd, vi tillader os her at tale om en skitseudstilling, vel vidende at vi præsenterer lige så mange færdige værker. For hvor går grænsen mellem skitse og færdigt værk egentlig? Kan den grænse overhovedet trækkes? Mange kunstnere vil hævde, at de stopper arbejdsprocessen intuitivt, når de føler, at de ikke kan komme længere. Andre kunstnere går mere systematisk og programmatisk til værks. I konceptkunsten taler man således om værket som en undersøgelse eller udforskning af et givent emne. Værkets synlige dele får her ofte proceskarakter og fremstår som skitserende, illustrerende elementer, der skal belyse værkets egentlige kerne: Tanken eller idéen.
I enhver skitse gemmer sig et færdigt værk, og det fuldendte billede er intet andet end en flydende proces, som er stoppet og fastholdt i et splitsekund.
Oplev værker af:
Lars Abrahamsen, Søren Assenholt, Olga Benedicte, Baldur Burwitz, Lilibeth Cuenca-Rasmussen, Ingrid Duch, Ida Guldhammer, Silas Inoue, Siska Katrine Jørgensen, Per Kirkeby, Freja Niemann Lundrup, Camilla Nørgård, Andreas Oxenvad, Jonas Kjeldgaard Sørensen, Erwin Wurm, Line Elkjær, Simon Ganshorn, Jeppe Østergård Munk.
Udstillingen er kurateret af Hollufgård Artist Residence – Skulpturpark og vises som en del af samarbejdet mellem Det Fynske Kunstakademi og Hollufgård.