Har du en god idé til et projekt, der skaber bedre fysiske rammer for friluftsliv, nye muligheder for vandfriluftsliv eller som udvikler børn og unges friluftsliv, så søg om tilskud fra Udlodningsmidler til Friluftsliv. Næste frist for ansøgninger er 15. februar 2023.

Friluftsrådet uddeler 15 millioner kroner fra Udlodningsmidler til Friluftsliv til projekter, som skaber bedre muligheder for friluftsliv og naturforståelse. Der bliver givet tilskud til projekter inden for tre temaer: Fysiske rammer for friluftsliv, Vandfriluftsliv og Børn og unges friluftsliv. Friluftsrådet støtter lokale initiativer med tilskud fra 20.000 kr. og nationale udviklingsprojekter med tilskud fra 200.000 kr. Der er snart frist for ansøgninger d. 15. februar 2023.

“Vi vil gerne skabe gode muligheder for at alle kan komme ud i naturen, uanset hvor i landet man bor, og hvem man er. Vi håber derfor, at vi får mulighed for at støtte en masse projekter over hele landet, der kan skabe gode rammer for friluftsliv, både til lands og til vands, for store og for små,” siger Winni Grosbøll, direktør for Friluftsrådet.

Tre temaer for projekter Du kan søge om tilskud til lokale projekter inden for tre temaer :

Fysiske rammer for friluftsliv: Du kan søge tilskud til projekter, der skaber bedre fysiske rammer for friluftsliv, så flere kommer ud og oplever naturen. Det kan for eksempel være shelterpladser, bålhytter, fugletårne eller faciliteter, der imødekommer personer med handicap eller andre særlige behov. Det kan også være friluftsudstyr til udlån i en bredere kreds, stier og andre fysiske tiltag, som forbedrer adgangen til naturområder.

Vandfriluftsliv: Du kan søge tilskud til projekter, der skaber bedre muligheder for at dyrke friluftsliv på vandet. Det kan for eksempel være faciliteter, som understøtter friluftsaktiviteter eller skaber bedre adgang til vandet. Det kan også være udstyr til vandaktiviteter eller formidling af naturen under vandoverfladen.

Børn og unges friluftsliv: Du kan søge tilskud til projekter, der fremmer børn og unges friluftsliv eller øger deres naturforståelse. Det kan eksempelvis være skolehaver og andre initiativer, der gør det nemmere at flytte undervisningen ud i det fri. Det kan også være udstyr og faciliteter til nye aktiviteter i foreninger, der får flere børn og unge ud i naturen, eller opstart af friluftsfællesskaber for naturuvante unge.

Få sparring på din idé
Er du i tvivl, om din projektidé falder inden for puljens formål, er du altid velkommen til at ringe eller skrive til Friluftsrådet. Friluftsrådet hjælper gerne med gode råd og sparring.

“Det er vigtigt for os, at det er nemt at søge, så man må endelig kontakte os, hvis man vil høre mere om mulighederne for at søge tilskud, hvis man har brug for et godt råd til ansøgningen eller ønsker sparring på sin projektidé. Vi ligger inde med en stor viden om friluftsliv, og den deler vi hjertens gerne ud af,” lyder det fra Winni Grosbøll.

Kontakt Friluftsrådets puljeadministration på tlf. 33 79 00 79 (tast 2) eller mail: tilskud@friluftsraadet.dk. Du kan læse mere om mulighederne for at søge tilskud og finde inspiration fra tidligere støttede projekter på friluftsraadet.dk/tilskud.

 

Foto: ABW