Grafik blev førhen ofte omtalt som Sortekunsten, fordi grafik mest er kendt som en sort/hvid kunstart. En af de teknikker som er mest sort er mezzotinten. På Fyns Grafiske Værksted kan du i maj opleve to erfarne udstillere Villy Jørgensen og Elmar Mønster, som er vidt forskellige i deres udtryk, men dog fælles om deres fascination af grafikken.
Villy Jørgensens billedunivers spænder fra nonfigurative værker over de figurative til de næsten surreelle værker. Men især den lidet kendte teknik Mezzotinte har optaget ham gennem årene. Mezzotinten blev opfundet for at kunne kopiere malerier af kendte folk, konger, dronninger o.a. Men mezzotinten er ikke en nem teknik, man starter med at gøre hele pladen sort med et vuggestål, og lysner så langsomt med et polerstål.
Elmar Mønsters del af udstillingen består af nye værker med fælles reference til temaet Verdens Ende. I hans arbejde lader han sig inspirere af en række gamle s/h fotos fra sin barndom i Sønderborg. Elmar udtaler:
I min barndom endte Nørre Havnegade blindt. Der stod skiltet ”Verdens Ende”. Før roklubberne lå en lang række gamle husvildebarakker, for bolignøden var stor lige efter krigen. Det kunne man skrive en socialrealistisk roman om, men jeg har mere lyst til at lave en række grafiske billeder og collager, der også fortæller historien. Selvom man er startet ved Verdens Ende, kan man stadig komme mange steder hen, og jeg undersøger mulighederne i billederne. Jeg lader mig inspirere af alt fra den nordiske mytologi til moderne teknologi, og jeg bruger ofte flere forskellige grafiske metoder i mine billeder.