De nominerede til Region Syddanmarks frivillighedspris 2024 offentliggøres nu, og der åbnes for SMS-afstemningen, som skal afgøre, hvem der vinder Publikumsprisen. Vinderne kåres 29. april.
Patienter, borgere, pårørende og personale i Region Syddanmark oplever hver dag, at frivillige kræfter berører deres liv og gør en stor og positiv forskel. Nogle frivillige hjælper med konkrete udfordringer i forbindelse med sygdomsforløb, mens andre tilbyder gode oplevelser og adspredelse, og andre igen gør en forskel ved bare at være der og måske lægge øre eller skulder til i en svær situation.
De mange frivillige i Region Syddanmark skal igen i år hyldes ved en stor prisuddeling, som finder sted 29. april i Fredericia. Her vil der blive kåret en vinder af hovedprisen, som er på 50.000 kr., og der vil blive kåret vindere af prisen for Den Gode Idé samt Trivselsprisen, som hver er på 10.000 kr. Som tidligere år vil der også være en publikumspris, som afgøres via en SMS-afstemning, som alle kan deltage i. SMS-afstemningen er åben frem til 25. april 2024 klokken 12.00.
Regionsrådsformand Bo Libergren (V) glæder sig over, at Region Syddanmark igen i år kan fejre frivilligheden:
– Det har været imponerende at læse de mange indstillinger til Frivillighedsprisen og få et indblik i nogle af de mange engagerede frivillige indsatser, vi har i regionen. Jeg synes, vi har fundet seks rigtig gode indsatser, som vi har nomineret. Det varmer, at der er så mange mennesker, som vælger at bruge deres fritid på at være noget for andre, og det, de gør, er et fantastisk supplement til de professionelle medarbejderes arbejde rundt om i regionen.
Hele 47 frivillige indsatser var indstillet til Frivillighedsprisen 2024. Blandt de mange spændende initiativer, har en dommerkomite nomineret seks indsatser.
Blandt de nominerede er Social Sundhed Odense. Et besøg hos lægen eller en tur på sygehuset kan være en stor udfordring for psykisk sårbare, udsatte borgere og andre, der synes, at mødet med sundhedsvæsenet kan være svært. Her er Social Sundheds frivillige den støttende hånd, der gør det overkommeligt at opsøge lægen, og det lyttende øre, der hjælper med at høre og huske alle de vigtige beskeder.