Tirsdag den 21. januar var et bredt udsnit af idrætsforeningerne i Odense Kommune samlet for at sætte fokus på fællesskabet frem for præstationerne i idrætten. Til at skyde snakken i gang var den tidligere professionelle håndboldspiller Jesper Nøddesbo inviteret ind til at bidrage med sit syn på betydningen af fællesskabet for børn og unge, når de dyrker motion og idræt.
Når børn og unge går til gymnastik, håndbold, svømning, badminton eller noget helt femte, så skal der være mindre fokus på at vinde og tabe, være bedst eller komme først. I stedet skal fællesskabet fylde mere.
Derfor havde DGI Fyn og Sundhedsforvaltningen inviteret alle idrætsforeninger i Odense Kommune til temaaften om præstationsfrie fællesskaber i idrætten. Her var den tidligere professionelle håndboldspiller Jesper Nøddesbo inviteret til at dele ud af sin store viden fra sportsverdenen, og hvordan han ser betydningen af præstationskultur og fællesskaber i idrætten.
For Jesper Nøddesbo, som i dag selv er træner for et U15 pigehold, er der er ingen tvivl om vigtigheden af at skrue ned for præstationskulturen og op for legen og fællesskabet.
– Når vi taler om børneidræt, så synes jeg, det er essentielt, at det ikke handler om at vinde eller være bedst – men at det handler om at være sammen med venner, og at sporten bliver det fælles tredje. Alt det andet skal nok komme, siger Jesper Nøddesbo og uddyber:
– Det er ærgerligt, hvis børn kun ser, at det handler om at vinde eller tabe og derfor fravælger en sport på grund af det. Det øger risikoen for at skubbe nogen fra – og dem der stempler ud, de gør det måske for resten af livet, slutter Jesper Nøddesbo.
Det bakkes op af Lone Falslund, som er både træner og formand i Fraugde Håndbold Klub.
– Vi har som klub brug for at være mere end håndbold og konkurrence, hvis vi skal tiltrække børn og unge. Det kan være helt okay, at lavet noget andet til træning, for det handler om at være sammen. Vi skal være tilgængelige og være et sted, hvor børn og unge kan komme. Også dem der måske ikke lige er så interesseret i håndbold og sport, siger træner og formand i Fraugde Håndbold Klub, Lone Falslund, som er meget begejstret for det øgede fokus på det præstationsfrie fællesskab.
Pulje til præstationsfrie fællesskaber
Hele temaaftenen udspringer fra en ny pulje på en halv million kroner, som DGI Fyn og Sundhedsforvaltningen har etableret i fællesskab. Et samarbejde, som sundhedsrådmand, Tommy Hummelmose, er meget begejstret for og ser som yderst vigtigt i arbejdet for at fremme trivslen blandt børn og unge.
– Vi ønsker, at flere børn og unge deltager i fællesskaberne i vores bys foreninger. Men fokus skal ikke altid handle om at være den bedste eller komme først, men i højere grad om at nyde fællesskabet og danne venskaber. Den ambition deler DGI Fyn og Odense Kommune, og derfor er vi gået sammen om at skabe nye præstationsfrie fællesskaber i byens foreninger. Vi tror, at nye aktiviteter hvor fokus i mindre grad er på præstationer, vil give noget ekstra til vores børn og unge og få endnu flere til at blive en del af fællesskaberne.
Puljen kan søges indtil den 20. februar 2025 via Odense Kommunes hjemmeside på www.odense.dk/fællesskab