Unge Forskere hædrede tirsdag de to lærere Susanne Holst og Brian Hagedorn fra Odense Tekniske Gymnasium for deres indsats som undervisere på en ungdomsuddannelse. Det sker efter indstilling fra lærernes egne begejstrede elever.
”Det er ofte et skulderklap og den lille opfordring og opmuntring fra en dedikeret underviser, der gør forskellen”. Med dette skudsmål blev de to lærere Susanne Holst og Brian Hagedorn kåret som årets underviserteam.
Overrækkelsen skete ved et stort award show i en fyldt Imperial Bio i København tirsdag i forbindelse med den nationale finale i Danmarks største naturvidenskabelige talentkonkurrence, Unge Forskere.
Med prisen følger 10.000 kr. til personligt brug, som skal deles mellem de to undervisere.
Det er arrangøren Unge Forskere, der uddeler prisen:
*Vinderne er fra et gymnasium, der gennem en årrække har præsteret at sende højt kvalificerede og idérige forskerprojekter ind til Unge Forskere-konkurrencen. Det er ofte et skulderklap og den lille opfordring og opmuntring fra en dedikeret underviser, der gør forskellen i forhold til at give eleverne den selvtillid, der skal til når, de sender projekter ind. Det håber vi forsat I vil gøre,” lød motiveringen fra Unge Forskere.
Begge lærere modtog prisen med glæde:
“Vores vigtigste opgave er at give eleverne troen på, at de kan – det er så fedt et arrangement og det er så givende at opleve, hvordan alle finalisterne inspirerer hinanden,” lød det fra Susanne Holst ved prisoverrækkelsen.
Tre flotte placeringer
De to lærere var indstillet af de elever, som havde arbejdet med forskerprojekter for at nå til tops i konkurrencen. Gymnasiet havde i år rekordmange projekter i finalen i Unge Forskere. Således var hele ni ud af 50 finaleprojekter, der skulle konkurrere i finalen, fra Odense.
Og det blev til både en flot både 2., 3. og 4. plads i kategorien Technology.
Nummer to blev Felix Holst Lade, Asta Nees Lamberg og Ludvig Jelsing Krarup for et aflastende hjælpemiddel til ADHD-ramte. Freja Vestergaard, Camille Sofie Hegelund Skytte og Laurits Bjerg Eskildsen fik en 3. plads for et skræddersyet redskab til patienter, der kæmper med gigt i hænderne, mens 4. pladsen gik til Andrea Maya Juulager, Anna Sofia Nelleborg og Magne Øberg for deres tyngdevest for unge med koncentrationsbesvær. Alle de pristagende elever går i 3.g på gymnasiet.
Elevernes indstilling til henholdsvis Susanne Holst og Brian Hagedorn lyder således:
For Susanne Holst:
“Susanne har uden tvivl været en kæmpe støtte for os, og hun sætter endda ekstra tid af til os, når hun har chancen. Vi har altid kunne regne med Susanne, også selvom hun har undervisning med andre klasser, forsøger hun at sætte tid af til at hjælpe os, når hun lige har en pause til det selvfølgelig“.
For Brian Hagedorn:
“Han er kendt af eleverne som den mest dedikerede og ambitiøse lærer. Han er altid til rådighed, svarer hurtigt, er struktureret og vil på mange måder gøre alt for sine elever. Han ønsker altid det bedste for sine elever, men på en måde, hvor man ikke føler sig tvunget/presset til det. Eleverne oplever succes til konkurrencer og stolthed ved deres projekter. Når Brian så mærker denne motivation, lyser han for alvor op og tilbyder uanede mængder af hjælp og feedback“.