Historiens Hus inviterer til torsdagsmik om Grundtvig torsdag den 28. november kl. 10-12.
Grundtvigs betydning i dansk historie kan på ingen måde undervurderes. Manden, der lagde navn til grundtvigianismen, bidrog til selve grundlaget for folkehøjskolerne, der i anden halvdel af 1800-tallet fandt vej til hver en afkrog af Danmark. Et af de steder i Danmark, hvor Grundtvigs tanker især bed sig fast, var på Fyn. Og det var også på Fyn, at nogle af landets mest fremsynede og markante grundtvigianere havde deres virke, blandt andet Chresten Kold (1816-1870), skolepioneren, der stod bag højskolen i Ryslinge og senere Dalum Højskole og den fynske politiker, konseilspræsident og højskolemand Klaus Berntsen (1844-1827).
Forskningschef Lone Kølle Martinsen, som er en af Danmarks mest anerkendte Grundtvigforskere, vil i dagens foredrag øse ud af sin store viden om Grundtvig og om flere af de kendte fynske grundtvigianere, hvis portrætter i dag findes på Frederiksborg Nationalhistoriske Museum. Museet opstod i 1879 da brygger I.C. Jacobsen besluttede, at slottet skulle genopbygges efter en ødelæggende brand i 1859 og indvies som museum for det danske folk. Museet skulle huse portrætter af nogle af rigets fremmeste mænd, som havde virket i nationens tjeneste.
Efter foredraget er der kaffe eller te og en croissant.