Odense Havn A/S kan se tilbage på et år med vækst over hele linjen, og er nu i gang med afgørende investeringer og udbygninger, så der kan tiltrækkes mere produktion af havvind til Fyn.
- Der blev skabt 580 nye job i vindmølleindustrien på Odense Havn i 2022, så der nu er flere end 1.280 vindjobs på havnen.
- Der var 1.496 anløb i Odense Havn i 2022. En stigning på 26% i forhold til 2021.
- Odense Havn håndterede 3,1 millioner tons gods i 2022. En stigning på 55% i forhold til 2021.
- Aktiviteterne resulterede samlet i et overskud på 104 mio. kr. der muliggør yderligere investeringer i udbygning af Odense Havn, så havnen også i fremtiden er centrum for produktion af havvindmøller.
Dobbelt så mange vindjobs, flere anløb og markant mere gods. Det er nogle af resultaterne, der fremgår af årsrapporten og årsregnskabet for 2022, som Odense Havn A/S netop har offentliggjort. 2022 blev et år, hvor aktivitetsniveauet på Odense Havn blev højere end forventet – og væsentligt bedre end 2021.
“Der har været stor aktivitet på havnen hos os og vores kunder i 2022. Det er vi naturligvis meget tilfredse med, og det betød samtidig, at vi i 2022 investerede massivt i klargøring og opgradering af bygninger og arealer til vores kunder. Vi lever af at levere den bedste infrastruktur til vores kunder, så de hver dag kan bevæge sig rundt på en produktionshavn i verdensklasse,” siger administrerende direktør i Odense Havn A/S, Carsten Aa.
Regnskabet viser, at årets nettoomsætning og andre driftsindtægter udgør 237 millioner kr. mod 186 millioner kr. i 2021. Det svarer til en til en stigning på 28%, hvilket er den største omsætning i havnens 220- årige historie. Resultatet af primær drift udgjorde 65 millioner kroner, hvilket er en stigning på 31 millioner kroner i forhold til sidste år.
Resultatet af finansielle poster er positivt påvirket af en realiseret kursgevinst grundet låneomlægning i 2. kvartal 2022 på 48 millioner kr. Årets resultat viser et overskud på 104 millioner kr. efter skat, hvilket er højere end forventet, og Odense Havn A/S har dermed en overskudsgrad på 27% i 2022 mod 19% i 2021.
“Der er stor tilfredshed med regnskabet i bestyrelsen. Det er et stærkt resultat, og det viser, at den strategi vi har lagt for Odense Havn A/S er den rette vej frem. Det flotte regnskab skyldes ikke mindst en stor indsats fra havnens medarbejdere på alle parametre “, siger bestyrelsesformand Lars Therkildsen.
Antallet af job i vindmølleindustrien stiger markant på Odense Havn
Odense Havn A/S skaber direkte og indirekte 7.080 jobs. Flere end 1.280 af de jobs er direkte inden for vindsektoren, og i 2022 blev der skabt 580 nye job i vindmølleindustrien på havnen. Det sætter en tyk streg under, at havnen, der er ejet af Odense Kommune, spiller en nøglerolle for Odense og den grønne omstilling i Danmark. Det vækker glæde hos næstformand for bestyrelsen i Odense Havn A/S og Borgmester i Odense Kommune, Peter Rahbæk Juel:
“Det er vigtigt, at Odense Havn driver en god forretning, da det skaber grundlaget for yderligere investeringer i fremtiden. Havnens infrastruktur og kapacitet skal udbygges, hvis Odense Havn fortsat skal være attraktiv for virksomhederne inden for den grønne vækst. Der skal bygges op mod 20.000 vindmøller til de kommende havvindparker i Nord- og Østersøen frem mod 2050. Det kræver investeringer, så vi bedst muligt sikrer, at de mange grønne arbejdspladser, der følger med, lander på Odense Havn. Via Odense Kommunes aktive ejerskab flugter den flotte udvikling med de ambitioner og analyser, der i sin tid lå til grund for købet af det område, hvor Lindø Værftet lå,” lyder det fra Peter Rahbæk Juel.
Også bestyrelsesmedlem samt By- og Kulturrådmand i Odense Kommune, Søren Windell, er glad for regnskabet:
“Odense Havn A/S leverer igen et rigtig flot regnskab, og havnen står et helt unikt sted i forhold til at fastholde og tiltrække nye virksomheder til Fyn, blandt andet inden for den grønne omstilling. Det glæder mig meget, at regnskabet gør det muligt, at Odense Havn kan fortsætte den ambitiøse plan for yderligere investeringer i infrastruktur og kapacitet, så det fortsat er muligt at drive en sund og spændende virksomhed til gavn for væksten i lokalområdet og på Fyn som helhed,” siger Søren Windell.
Odense Havn vil tiltrække endnu flere vindjobs i fremtiden
Odense Havn A/S planlægger at udvide og styrke porteføljen inden for offshore vind. Det omfatter både tiltrækning af nye producenter og underleverandører. De store internationale planer for udvidelsen af havvind i Nordsøen og Østersøen betyder, at der skal produceres og opstilles tusindvis af nye, store havvindmøller de kommende år. Odense Havn A/S arbejder målrettet for, at så mange af disse møller skal produceres i Danmark – på arealerne på Odense Havn. Derfor vil der i 2023 og de kommende år fortsat blive investeret markant i udbygning af havnens kapacitet og infrastruktur, mens Odense Havn vil fortsætte renoveringen af allerede eksisterende bygninger.
“Vi er en moderne havn, der følger med tiden og holder øje med fremtidens krav. Vores kunder kan stole på, at vi investerer i det, der skal til, for at tilbyde attraktive faciliteter i fremtiden. Vi arbejder målrettet for, at de tusindvis af nye møller til Nordsøen og Østersøen skal produceres her på Odense Havn. Udviklingen med flere store møller vil sætte havnens kapacitet under pres, og der vil være behov for at udvide og skabe mere plads til produktion og transport, hvis vi skal indfri potentialet i havnens rolle som en del af den grønne omstilling”, siger administrerende direktør i Odense Havn A/S, Carsten Aa.
Nyt robot-center, Dry Port og EU-midler til udvidelse af sejlrende
Odense Havn er hjemsted for en række unikke test- og teknologicentre i global kontekst. Det tæller blandt andet nacelletestcenteret (LORC), mens verdens første robotcenter for store konstruktioner (LSP) blev etableret på havnen i 2022. Her skal der udvikles mega-robotter og automatiserede løsninger til at bygge store konstruktioner som vindmøller, skibe og byggerier.
Der investeres markant i udviklingen af Odense Dry Port, der kan blive Danmarks største logistikhub med op til 500.000 m2 bygninger, der skal sikre forsyningskæderne til havnens kunder. Desuden har Odense Havn modtaget 15 mio. kr. i støtte fra EU’s infrastrukturfond (CEF) til en forundersøgelse af, hvordan sejlrende og havnearealer bedst kan udvides, så havnen fortsat kan modtage de stadig større skibe, der anløber med f.eks. stål og komponenter til vindmølleindustrien. Det sker i et tæt samarbejde med rådgivere, der er i gang med at foretage de nødvendige miljøscreeninger, så en udvidelse af sejlløbet og anlæg sker på det bedst mulige datagrundlag, hvor alle miljøkrav efterleves.