Rigtig mange syddanskere havde søndag valgt at bruge et par timer af deres søndag på at danne sig et førstehåndsindryk af byggeriet af Region Syddanmarks nye universitetshospital ved Odense, hvor Region Syddanmark inviterede til corona-sikkert åbent hus på byggepladsen.
Danmarks største byggeplads i disse år ligger lige syd for Odense, hvor Region Syddanmark er ved at opføre det, der bliver Danmarks største nybyggede sygehus.
Selve byggeriet har været i gang i et års tid, og dele af det nye sygehus er nu oppe i fem etager og fuld højde.
Omkring 1800 deltagere til åbent hus
Region Syddanmark havde søndag inviteret til åbent hus på byggepladsen, og den invitation blev taget godt imod af syddanskerne. Arrangørerne vurderer, at omkring 1800 deltagere var til åbent hus. For at gennemføre et corona-sikkert arrangement skulle al færdsel på byggepladsen foregå i bil eller på cykel. Da arrangementet sluttede kl. 15 havde 508 biler og 250 cyklister været til åbent hus på Nyt OUH.
Karsten Uno Petersen (S), der er formand for Region Syddanmarks anlægs- og innovationsudvalg, siger:
– Da vi holdt åbent hus sidste år i september, var det minimalt, hvad man kunne få øje på over jorden af det nye universitetshospital. Nu er vi oppe i fem etager og fuld højde. Det er ret vildt! Så selv om corona og en våd vinter har forsinket byggeriet, er det imponerende, så hurtigt det går. Jeg er glad for, at så mange syddanskere brugte et par timer af deres søndag på at se nærmere på byggeriet af vores nye universitetshospital. Det vidner om stort interesse for projektet. Og så vil jeg gerne takke de mange besøgende for, at de var gode til at følge de corona-sikre retningslinjer, vi havde lagt for besøget.
Droneoptagelser på storskærme
Ud over en køretur på den tre kilometer lange ringvej, der omkranser det nye sygehus, kunne deltagerne til åbent hus-arrangementet i dag se droneoptagelser af sygehusbyggeriet på storskærm. I de to drive-in-biografer på byggepladsen var der også mulighed for at høre og se en række oplæg om Nyt OUH og om, hvordan byggeriet skrider frem.