Nonnebakken i Odense har fået sit navn, fordi her i 1100-tallet lå et kloster for benediktinernonner. Nonnerne boede dog ikke på Nonnebakken så længe; de flyttede senere til et kloster i Dalum.
I vikingetiden lå der her et af Danmarks mest markante borganlæg. Vikingeborgen på Nonnebakken (som ikke har heddet Nonnebakken dengang) var nemlig af de 5 ringborge, som Harald Blåtand opførte omkring år 980.
De andre ringborge var Trelleborg ved Slagelse, Aggersborg ved Limfjorden, Fyrkat ved Hobro og Trelleborg i Skåne.
Meget historie gik tabt, da man gravede hele området op i 1909 for at anlægge vejen Filosofgangen. Dengang vidste man ikke, hvad man ved i dag, og derfor blev vikingeborgen på ingen måde bevaret.
Årsagen, til at man gravede jord op, var, at den gamle Munke Mølles malekarm (den å, der ledte vandet ind til møllen) gik dér, hvor Filosofgangen går i dag. Men eftersom man i starten af 1900-tallet ikke længere brugte møllen, dækkede man malekarmen til med jord fra Nonnebakken.
De eneste spor fra vikingeborgen, er den bakke, Odd Fellow-palæet ligger på. Det er den sidste rest af bakkevoldstedet fra vikingetiden. Og i skolegården på Giersings Realskole går der en stribe brosten, som markerer borgens indre og ydre voldfod.
Læs mere om vikingeborgens historie her: Odense Kommune.