Erhvervshus Fyns Virksomhedsprogram imødekommer nu den store efterspørgsel fra små og mellemstore virksomheder over hele landet og tilfører 430 mio. kr. til bl.a. rådgivning, investering og kompetenceudvikling. På mandag går det løs med første del af puljen.
Mere end 7.000 virksomheder har allerede søgt om hjælp til at styrke deres forretning gennem Virksomhedsprogrammet, der styres af Danmarks seks erhvervshuse. Siden Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse i sommeren 2021 satte programmet i gang med REACT-midler fra EU, har det givet mange et rygstød til bl.a. at afhjælpe konsekvenserne af covidrestriktionerne.
Tidligere har virksomhederne kunnet søge hjælp til grøn omstilling, digitalisering, eksport og vækstrettet kompetenceudvikling under de fire forskellige spor: SMV:Grøn, SMV:Digital, SMV:Eksport og SMV:Vækstpilot. Nu videreføres programmet og suppleres af to nye spor, SMV:PRO og SMV:Grønne Kompetencer.
SMV:PRO skal hjælpe virksomheder med at styrke forretningens ledelse, organisation og strategi eller tilbyde hjælp til et forestående ejerskifte. Det andet nye spor, SMV:Grønne Kompetencer, skal styrke virksomhedernes adgang til kvalificeret arbejdskraft ved at give medarbejdere, ledelse og bestyrelse ny viden og evner i relation til bæredygtighed.
“Med virksomhedsprogrammet får vi mulighed for at ruste endnu flere fynske virksomheder til en fremtid, der stiller knivskarpe krav særligt i forhold til den grønne omstilling og virksomhedernes digitale niveau,” siger direktør i Erhvervshus Fyn, Niels Erik Haug-Larsen, der af husets temperaturmålinger blandt de fynske virksomheder kan aflæse, at hjælpen er efterspurgt.
De fynske virksomheder fremhæver nemlig både i Digitaliseringsbarometer 2022 og Bæredygtighedsbarometer 2022 de manglende ressourcer i form af tid og medarbejdere som den væsentligste barriere for ikke at digitalisere og arbejde mere med bæredygtighed.
Virksomhedsprogrammet har fået ros for at ramme virksomhedernes behov bredt og samtidig give selv helt små virksomheder overskud til at omstille deres forretning og foretage de nødvendige investeringer. Der er hjælp at hente hos Erhvervshus Fyn, som bl.a. assisterer virksomhederne med at scope deres projekt og sparrer med dem om selve ansøgningen, så de er køreklar, når puljerne åbner hen over foråret anført af SMV:Digital, der allerede kan angribes fra på mandag d. 6. marts.
Puljen kører efter først til mølle-princippet, og det anbefales at have sin ansøgning klar kl. 9.00, når puljen åbner (for virksomheder i Region Sjælland er ansøgningsvinduet åbnet til 9. juni 2023). Der forventes stor efterspørgsel.