Ejerleder i Gibotech A/S, Henrik Anker, har netop vundet prisen som Årets Ejerleder 2018 på Fyn. Prisen får han for sin ambitiøse og visionære tilgang til såvel sin egen virksomhed som til hele branchen. Henrik Anker blev kåret af PwC, Nykredit og Dansk Erhverv ved en velbesøgt regionskåring på Nature Energy Park.
Gibotech A/S, der holder til i Odense, blev etableret i 1984, og i dag udvikler, installerer og servicerer virksomheden højteknologiske automationsanlæg. Virksomheden har fokus på at skabe unikke robot- og automatiseringsløsninger med kunder og medarbejdere i centrum. Henrik Anker arbejder bl.a. med muligheden for at dele medarbejdere med andre virksomheder og den vej igennem udligne manglen på talenter og kompetencer i branchen.
“Henrik Anker vinder prisen som Årets Ejerleder på Fyn for sin modige, visionære og ambitiøse tilgang til såvel sin egen virksomhed som til hele branchen. Han har formået at skabe en succesfuld virksomhed i høj vækst med fokus på talent og kompetencer. Sideløbende med et markedsrettet fokus, herunder på den enkelte kundes behov, formår Henrik Anker at være en helstøbt leder fagligt såvel som personligt,” udtaler Mikael Johansen, partner i PwC i Odense.
Ambitiøs ejerleder
Gibotech A/S er under udvikling og i høj vækst med Henrik Anker som en særdeles ambitiøs ejerleder. Senest har han været med til at stifte et automatiserings- og robotanlæg sammen med Sanovo Technology Group, hvor Gibotech skal levere løsninger til Sanovos worldwide markedsledende position inden for æggebehandling.
“Der er ingen tvivl om, at der her er tale om en ambitiøs ejerleder. Henrik Anker arbejder således efter en 2020-plan, hvor der ligger omsætnings- og indtjeningsmål med markante og ambitiøse stigninger, som fortsætter den meget positive vækst. Han forventer ligeledes fremtidig organisk vækst og en stigning i medarbejderstaben. Kort sagt er Henriks tilgang til stor inspiration for andre ejerledede virksomheder,” fortæller centerdirektør i Nykredit, Lars Holm.
Henrik Ankers visionære tilgang til både sin egen virksomhed og branchen har været med til at understøtte den succes, som ejerlederen har skabt med virksomheden.
Hos Dansk Erhverv er markedsdirektør Louise Riisgaard ikke i tvivl om, at der her er kåret den rette regionsvinder:
“Ejerlederen har skabt en vækstvirksomhed i flot udvikling ved at have fokus på unikke robot- og automatiseringsløsninger med kunder og medarbejdere i centrum. Han går hele tiden foran – både i virksomheden og i branchen generelt – og er indbegrebet af en dygtig ejerleder til stor inspiration for andre ejerledede virksomheder.”
Fakta om Gibotech A/S
Gibotech A/S blev etableret i 1984, og i dag udvikler, installerer og servicerer virksomheden højteknologiske automationsanlæg. Gibotech A/S er kendetegnet ved at have en flad struktur og er en organisation, som er under udvikling og i høj vækst. Sidste års vinder af Temaprisen om talent og teknologi ifm. Årets Ejerleder 2017.