Odenseanske borgere kan nu søge Odense Kommune om en kompensation på 100 kr. pr. døgn, de har haft en fordreven ukrainer boende siden 10. marts, og indtil ukraineren opnår opholdstilladelse. Det har Beskæftigelses- og Socialudvalget besluttet, efter at Folketinget tidligere har gjort det muligt at kompensere for udgifter til kost og logi.
“Vi vil gerne kvittere for den imødekommenhed og hjælpsomhed, som private borgere har udvist overfor de fordrevne ukrainere, der er er kommet til Danmark den seneste tid. Uden at skele til økonomi eller egne behov har borgerne slået dørene op for mennesker i nød. Den form for uselviskhed viser, hvor stærkt et civilsamfund vi har,” siger beskæftigelses- og socialrådmand Christoffer Lilleholt.
Beskæftigelses- og socialudvalget besluttede tirsdag, at odenseanere kan søge om økonomisk kompensation på i alt 100 kroner pr. døgn, de har eller har haft en ukrainsk voksen eller et ukrainsk barn boende. Beløbet består af 50 kroner som kompensation for kost, svarende til kommunens takst for overlevelseshjælp, og 50 kroner som kompensation for logi herunder strøm- og varmeudgifter.
“De fordrevne ukrainere kan selvfølgelig have mange forskellige ønsker, ligesom de har vidt forskellige oplevelser med i bagagen. Men mange har formodentligt stor gavn af at starte deres liv i Danmark med at bo i et dansk hjem og på den måde være en del af det danske samfund. Derfor er jeg også glad for, at odenseanerne har været så gæstfrie,” siger beskæftigelses- og socialrådmand Christoffer Lilleholt.
Selv om ordningen træder i kraft i dag, kan værterne søge om kompensation med tilbagevirkende kraft fra den 10. marts, hvis de i det tidsrum har haft en eller flere fordrevne ukrainere boende, som har søgt opholdstilladelse. Ordningen ophører igen 4. april.
Folketinget besluttede i begyndelsen af marts at hastebehandle en særlov, så ukrainske flygtninge hurtigere end normalt ville kunne meddeles midlertidig opholdstilladelse.
Udbetaling af kompensation til private foregår på Odense Kommunes ydelseskontor, som ligger Egeparken 2A i Vollsmose. Læs mere om procedure og krav til dokumentation her.