Bjarne Riis gæster sammen med en sand stjerneparade af sine tidligere ryttere Odense lørdag d. 14. maj for at hylde den danske Tour de France-start i juli. Masser af anekdoter og røverhistorier fra verdens største cykelløb skal bidrage til at rulle Tour-feberen i gang.
Støvet fra de store slag i cykelsportens forårsklassikere har så småt lagt sig og et nyt kapitel i cykelkalenderen tager sin begyndelse. Nu starter sæsonen for de såkaldte Grand Tours. Som altid er det med Tour de France som både det største, det vigtigste og klart mest imødesete løb, og tilmed starter løbet i år i Danmark med tre etaper og mål i blandt andet Nyborg.
For at hylde den danske Tour-start genforener Bjarne Riis for første gang i mere end 10 år sin gamle kerne af cykellegender. Det er humørbomben og vejkaptajnen, tyske Jens Voigt, tempomaskinen og klassikerkongen fra Schweiz, Fabian Cancellara, og de luxembourgske brødre, klatrerne Andy og Frank Schleck. Alle har de det til fælles, at de har kunne iklæde sig Tour de France’ ikoniske, gule førertrøje. “Det kan meget vel være første, eneste og sidste gang, at danskerne får verdens største cykelløb så tæt på. Det er kæmpestort, og det vil vi gerne hylde. Vi håber, at vores mange historier fra årene sammen på Team Saxo Bank kan medvirke til at skabe endnu mere forventningsglæde og sætte gang i Tour-feberen,” siger Jens Voigt.
Han bakkes op af sin tidligere holdkammerat Fränk Schleck.
“De største højdepunkter og de største nedture i min karriere handler alle om Tour de France. Om styrt og bristede drømme, men også om euforien i at køre i den gule trøje. Det er specielt på så mange måder. Det vil vi gerne dele med danskerne,” siger den luxembourgske klatrer, som i Odense flankeres af Tour de France-vinderen fra 2010, hans lillebror Andy Schleck.
Schleck-brødrenes tidligere chef, Bjarne Riis, glæder sig også til at gæste Odense.
“Der er sådan lidt firkantet sagt alle andre cykelløb, og så er der Tour de France. Vi vil gerne give de danske cykelfans et blik ind i maskinrummet på et Tour de France-hold og fortælle om nogle af de mange sjove, skøre og anderledes historier, vi sammen oplevede,” siger Bjarne Riis.
Det er stadig muligt at købe billet til foredraget i Jyske Bank Arena lørdag d. 14. maj via Tikkos hjemmeside her.