Så er der traditionen tro kulturfest igen den sidste weekend i maj, hvor Odense Havnekulturfestival løber af staben d. 27.-29. maj. Som noget nyt i år er der fokus på naturvidenskab, klima og bæredygtighed med et helt nyt tiltag: Science Talk teltet.

FOKUS PÅ KLIMA OG NATURVIDENSKAB PÅ ODENSE HAVNEKULTURFESTIVAL

Så er der traditionen tro kulturfest igen den sidste weekend i maj, hvor Odense Havnekulturfestival løber af staben d. 27.-29. maj. Som noget nyt i år er der fokus på naturvidenskab, klima og bæredygtighed med et helt nyt tiltag: Science Talk teltet.

Vi starter fredag med en klima- og energi paneldebat med Tim Vermund – rådmand for Klima-og Miljøforvaltningen og Kia Jerichau – afdelingsleder for Fleksibilitet og Systemydelser i Energinet. Vært for debatten er Martin Mulvad Ernst fra TV2 Fyn.

“Det bliver spændende at høre deres bud på hvordan vi løser Odenses klima og energiudfordringer, og om planerne overhoved kan lade sig gøre.” siger Michael Magee – områdekoordinator Science Talk teltet.

Resten af weekenden byder på bl.a. Talk om havnens udvikling, Bæredygtig i modeindustri, Vinterbadning og sundhed, Politikerne smider tøjet og vi slutter af søndag med Fake News – en samtale mellem komiker Jacob Taarnhøj og Kasper Grotle Rasmussen – forsker i konspirationsteorier.

Havnekulturfestivalen er den første store musikfestival i Odense efter Corona restriktionerne og publikum kan se frem til Østkyst Hustlers, Iris Gold, Chief 1, Tina Mweni, Christian Brøns, Humleridderne, Bjørnetjenesten for de mindste og mange flere. Se det fulde program på www.havnekulturfestival.dk

“Jeg glæder mig helt vildt til igen at kunne holde fest på havnen.” udtaler Maria Navntoft Henningsen – projektleder for Odense Havnekulturfestival.

Desuden vil der være et væld at stande indenfor temaet teknologi, videnskab, bæredygtighed og klima og en bevægelsesscene med masser af dans.

Fakta:

Odense Havnekulturfestival bliver afholdt på Odense Havn d. 27.-29. maj 2022.

Der er fri entré.

Havnekulturfestivalen blev startet i 2006 for at skabe liv på havnen og fokus på den nye bydel ved vandet.

Omkring 20-25.000 mennesker plejer at gæste festivalen den sidste weekend i maj.

Festivalen er organiseret af Ungdomshuset, der er en del af ungdomsskolen UngOdense.