Drømmer du om at sidde midt i et kæmpe symfoniorkester og spille verdens bedste musik? Så er Generationsorkestret måske noget for dig og din familie …

I Generationsorkestret spiller vi sammen på tværs af generationer – både nybegyndere, øvede og rutinerede kan være med. Alle voksne og børn fra 8 år er meget velkomne, også hvis man ikke har prøvet at spille et instrument før.

Vi starter efteråret med at afholde 2 gange ÅBEN PRØVE onsdag den 7. og den 14. september kl. 16.45-18.45 i Gymnastiksalene ved Odense Musikskole i Danmarksgade 10, 5000 Odense C – ingen tilmelding nødvendig, det er gratis, bare mød op (medbring evt. eget instrument, ellers kan du låne).

Fra onsdag den 21. september øver vi sammen hver onsdag kl. 16.45-18.45 på Nørregaards Teater på Risingsvej 122, 5240 Odense NØ.

Orkestret dirigeres af Det Kongelige Kapels solobassist, Mette Hanskov, der også står bag “Publikumsorkestret” – et lignende orkester i København. Alle spiller den samme musik, når Mette Hanskov ved hjælp af tegn og fagter viser nybegynderne, hvad de skal spille, mens de mere øvede deltagere spiller efter noder.

I Generationsorkestret kan deltagerne forvente at spille både Verdi (Triumfmarch fra Aida), Beethoven (fra 9. Symfoni “Freude schöner Götterfunken”) og Bent Fabricius Bjerre (tema fra Olsenbanden).

Generationsorkestret er et samarbejde mellem Odense Symfoniorkester, Syddansk Musikkonservatorium – SDMK, MUSAK og Odense Musikskole med støtte fra Slots- og Kulturstyrelsen.

Læs mere om Generationsorkestret her

Foto: ABW