”Bed and Breakfast” er gennem årene blevet en fast del af det danske sprog på trods af de engelske ord. Hvor vi tidligere skulle vænne os til denne betegnelse og tænke over, hvad B&B stod for, er det nu helt almindeligt, når vi drøfter, hvor vi skal overnatte.
Da B&B som oftest er etableret i private huse eller mindre ejendomme, er der helt naturligt forskel på overnatningsstederne. Men internettet har givet os gode muligheder for at finde lige det overnatningssted, som geografisk og indretningsmæssigt passer til vores behov. Vi kan endog komme til at kigge indenfor og næsten komme til at hilse på værterne. Det er hyggeligt på den måde at forberede sig hjemmefra, før rejsen starter.
Når turen går til eller gennem Odense, og planen er at overnatte i nærheden af Fyns hovedstad, er Steins Bed & Breakfast en oplagt mulighed. Denne B&B ligger ganske tæt på den Fynske Motorvej E20. Hvis du forlader motorvejen ad afkørsel 53 – Blommenslyst – bliver du ført direkte op til Middelfartvej, og følger du vejen mod Blommenslyst, kommer du direkte hen til det charmerende hus, hvor et skilt på huset fortæller dig, at nu er du fremme hos Aksel og Karen.