25 procent flere danske virksomheder gik konkurs i november 2022 sammenlignet med november 2021 – i alt 1.009. Det er især de tre store brancher byggeri, restauration og handel, hvor der nu for alvor kommer flere konkurser.
Høj inflation og deraf højere udgifter er sammen med tilbagebetaling af corona-lån lige nu en hård modstander for de mest udsatte brancher i det danske erhvervsliv. I den netop overståede november gik henholdsvis 60, 59 og 52 procent flere virksomheder konkurs i brancherne restauration, byggeri og handel sammenlignet med november 2021.
Samlet set gik 1.009 virksomheder konkurs mod 808 i fjor.
– Vi har netop fået flotte væksttal for dansk økonomi i tredje kvartal, men alligevel forventer vi en afmatning på den korte bane – vi er sandsynligvis midt i den. Derfor er det desværre efter bogen, at de mest konjunkturafhængige brancher nu bliver ramt, siger Bo Rasmussen, der er direktør hos data- og analysevirksomheden Experian.
– Ud over mindre efterspørgsel kæmper især restaurationsbranchen også med økonomiske efterdønninger af corona, hvor der især fortsat er mange ubetalte statslån. For samfundsøkonomien bliver påvirkningen sandsynligvis mærkbar, da det er store brancher, der nu oplever stigning i konkurstallene, fortsætter han.
Bo Rasmussen påpeger dog, at økonomien generelt er sund, og beskæftigelsen fortsat på et meget højt niveau, selvom det også er Experian-direktørens forventning, at ledighedskøen bliver længere de næste måneder.
Et lille lyspunkt
Ifølge Bo Rasmussen er det positivt, at der trods alt ikke er kommet alarmerende mange konkurser i det brede erhvervsliv det seneste år sammenlignet med året før.
– Fra december 2021 til og med november 2022 er der kun 1,5 procent flere konkurser i forhold til året forinden. Desværre har der dog været en stigende trend de seneste måneder, så det glidende gennemsnit vil sandsynligvis øges over de kommende måneder, mener Bo Rasmussen.
– Det er fortsat vores forventning, at også det brede erhvervsliv står på tærsklen til en usikker periode, og vi ved erfaringsmæssigt, at økonomisk nedgang ofte først sætter sig i konkurstallene efter noget tid, fortsætter han.
Kreditvurdering og brug af data
Experian-direktøren pointerer, at virksomhedernes kreditpolitik skal tage hensyn til de aktuelle usikkerheder i samfundsøkonomien. Samtidig skal finansvirksomhederne fortsat yde ansvarlig långivning, når virksomhederne kommer med ønsker om kredit.
– Det er naturligvis altid vigtigt, at dine kunder kan vedligeholde og betale lån tilbage. Men med den aktuelle usikkerhed er det særlig vigtigt. Det er sandsynligt, at flere virksomheder, og i øvrigt også private forbrugere, kommer i klemme med restancer de kommende måneder, advarer Bo Rasmussen og fortsætter:
– Flere virksomheder kommer sandsynligvis også til i højere grad at tage lån for at klare de almindelige driftsudgifter frem for investeringer i for eksempel udviklingsprojekter.
Om Experian
Experian er verdens førende leverandør af data- og analysetjenester. Under livets store øjeblikke – fra at købe et hjem eller en bil, til at opstarte en forretning- giver vi forbrugere og vores kunder mulighed for at administrere deres data med tillid. Vi hjælper enkeltpersoner med at tage økonomisk kontrol og få adgang til finansielle tjenester, og virksomheder til at træffe bedre beslutninger. Vi hjælper långivere med ansvarlig långivning og organisationer og virksomheder med at forhindre identitetssvig og kriminalitet.
Vi har 20.600 kollegaer, der opererer i 43 lande, og hver dag investerer vi i nye teknologier, talentfulde mennesker og innovation for at hjælpe alle vores kunder med at maksimere enhver mulighed. Vi er noteret på London Stock Exchange (EXPN) og er en fast bestanddel af FTSE 100-indekset.
Lær mere på http://www.experian.dk eller besøg vores globale nyhedsblog for at få de seneste nyheder og indsigter fra vores verden.