Der åbner en ny udstilling på Fyns Grafiske Værksted d. 4. februar kl. 11:
GICLÉE fra 3.02. til 28.02.
Peter Tang, Per Nielsen og Peter Bjørnsen udstiller gicléetryk i Grafikken.
Giclée er en ny internationalt anerkendt form for grafisk trykteknik. Ordet er fransk og udtales noget i retning af “zhii-klee” (dʒiːˈkleɪ). Giclée er et digitalt tryk, enten af et digitaliseret billede eller et billede skabt af kunstneren direkte på computeren. Det originale kunstværk bliver professionelt digitaliseret og printes på en avanceret printer beregnet til formålet. Giclée kommer af det franske ord for dyse, la cicleur og af verbet gicler, at sprøjte.
Betegnelsen er brugt første gang af franskmanden Jack Duganne i 1991 hos Nash Editions Fine Art Print Makers i Californien. Duganne stod og manglede et passende udtryk for de værker, som blev skabt af unge kunstnere, der tegnede og malede på computere og trykte resultaterne som kvalitets inkjet print.
Giclée-teknikken gør det muligt at fremstille tryk med langtidsholdbare, lysægte farver, der gengiver selv de fineste nuancer optimalt. Giclée kan anvendes både på papir og lærred. Hvis ikke kunstneren selv står for hele processen, er vedkommende altid tæt involveret i processen i samarbejde med en professionel grafiker.
Kunstneren godkender og signerer hvert enkelt tryk, som er printet på papir af arkivkvalitet med fuldpigmenteret blæk.
De tre kunstnere Peter, Peter og Per bruger teknikken på hver deres måde og med hver deres forskellige udtryk, som gør udstillingen særdeles seværdig. Der er fernisering på udstillingen lørdag den 4. februar fra kl. 11 til 13, hvor Per Nielsen kl. 11:15 giver en kort introduktion til udstillingen.
Om kunstnerne
Peter Bjørnsen: Mit billedunivers tager ofte udgangspunkt i fotografiet, og computeren åbner uendelige muligheder. Billeder og arbejder med flere former for grafiske og fotografisk mixede teknikker, digitalt og unika på lærred og papir. Efter mange år som grafiker og designer nyder jeg at fange de løse og uventede situationer omkring mig i naturen såvel som i bymiljøer. Digitale fotocollager samples ofte med olie og akrylmaling.
Peter Tang: Jeg har mange år erfaring i at arbejde med gicléetryk. Ofte er mine motiver elementer fra naturens verden eller interessante objekter, hvor jeg finder en interessant vinkel. Jeg arbejder kun med egne fotografier, som jeg bearbejder i Photoshop. Jeg benytter mig flittigt af de muligheder, som det nye medie giver mig. Mine værker trykker jeg på en speciel inkjetprinter.
Per Nielsen: Jeg er i den heldige situation, at jeg i de seneste ti år har arbejdet professionelt med gicléetryk. Det har betydet, at jeg har haft mulighed for at udvikle min egen kunnen inden for denne teknik og bruge denne viden i min egen grafik. Gicléetryk er baseret på computerbehandling af motivet; men computeren er kun et redskab. Stadigvæk er det kunstneres kreativitet og kunnen, der er altafgørende for det færdige resultat.