DYNAMO modtager 1 mio. kr. af Nordea-fonden, som skal bruges til at åbne bygningen op mod havnen, hvor store vinduespartier, grønt udemiljø med siddepladser og hyggelige kroge, skal invitere til møder mellem brugere, frivillige, publikum, forbipasserende, artister og kreative.
Tildelingen supplerer den million DYNAMO modtog fra RealDanias Underværker-kampagne i maj 2022, samt midler fra Nykredit og Odense Kommunes Bydelspulje, og ikke mindst tilsagn fra lokale håndværkere, der frivilligt ønsker at være med til at udføre dele af planerne. Samlet er støtten med til at skubbe fremdriften af drømmene for ombygningen af DYNAMO, til et toptunet hus for nycirkus og åbent mødested for dets brugere.
Kunstnerisk leder, Gry Lambertsen, udtaler:
– Præmissen for puljen er at den kan komme mange til gode. Og det glæder os – for som et produktionshus for nycirkus, ønsker vi i den grad at være et samlingssted, der forbinder Danmark med verden, kunsten med publikum, og professionelle udøvede med foreningslaget.
Hun bakkes op af by- og kulturrådmand Søren Windell (C):
– DYNAMO er på få år blevet en både aktiv og anerkendt kulturel spiller i det odenseanske og danske kulturliv, og som by- og kulturrådmand er jeg på byens vegne glad for opbakningen fra Nordea Fonden og den kontante støtte i form af bevillingen på en million kroner. DYNAMO har et godt tag i både vækstlaget og professionelle kunstnere fra udlandet, og begge dele flugter perfekt med den kulturpolitik, vi netop har vedtaget i By- og Kulturudvalget. Nordea har givet det maksimale beløb, og helt konkret kan Dynamo nu lave et grønt uderum, som knytter forbindelse fra artisternes lokale til borgernes oplevelse af livet på havnen – et uderum, som understøtter den udvikling, som Odense Havn gennemløber i disse år.
Skabe synergi mellem foreningsliv og professionelle
Ansøgningsprocessen har været en kollektiv indsats, hvor særligt kulturblæksprutte Britt Grundal Ottesen og teknisk produktionsleder Elena Stanciu har været de drivende kræfter i få projektet ud over rampen.
Britt Grundal Ottesen fortæller:
– Vores ambition med bevillingen er at skabe et meningsfuldt mødested; et sted hvor man føler sig velkommen, tryg og inspireret. Vores arbejde til dagligt kredser ofte om at skabe synergier – synergi mellem artister i arbejdsrummet, som møder scenen; synergi mellem publikum, der møder kunsten… Nu glæder vi os til også i højere grad at kunne rumme foreningslivet og frivillige, der møder det professionelle lag.
Gry Lambertsen supplerer:
– Det er ret unikt for et hus som vores både at kunne have toptrænede og scenevante artister gående side om side med den helt grønne og aspirerende hobby-udøver. Det forventer vi der kommer nogle rigtig spændende møder ud af, som forhåbentligt vil føre til en udvikling af nycirkus i Danmark.