Region Syddanmark indfører nu en akutknap i den telefoniske visitation til lægevagten. Ved at taste 9 får borgere med akut behov for lægehjælp mulighed for at komme forrest i telefonkøen.
Akutknappen har til formål at sikre, at borgere med alvorlige symptomer hurtigt kommer i kontakt med lægevagten. Funktionen skal derfor kun bruges, når borgere vurderer, at deres henvendelse ikke kan vente.
Nye funktioner moderniserer lægevagten
Formand for Udvalget for Det Nære Sundhedsvæsen Pernelle Jensen (V) glæder sig over den nye funktion i lægevagten:
– Med akutknappen styrker vi lægevagtstilbuddet til syddanskerne ved at give dem mulighed for at springe køen over, når de har brug for det. Det giver en tryghed, at de mest syge kan komme til først og er en del af den igangværende modernisering af lægevagten i Region Syddanmark.
Borgere vil blive informeret om akutknappen i telefonkøen, når de fremover ringer til lægevagten.
Sammen med akutknappen indfører Region Syddanmark også en call back-funktion, som giver borgere i telefonkøen mulighed for at blive ringet op, når deres tur i køen til lægevagten nærmer sig.
Gode erfaringer fra andre regioner
Andre regioner har allerede indført en akutknap i deres telefoniske visitation med god erfaring. Her viser erfaringen, at funktionen kun i ganske lille omfang bliver misbrugt.
Pernelle Jensen (V) siger:
– Vi forventer, at borgerne som i de andre regioner ikke vil udnytte muligheden for at springe foran i køen, men bruge den samvittighedsfuldt. På den måde vil funktionen få den størst mulige effekt og være til størst mulig hjælp for de mest syge patienter i telefonkøen.
Akutknappen er en del af den nye lægevagtsaftale, som blev indgået mellem Region Syddanmark og PLO Syddanmark 19. januar 2023.
Lægevagten er forbeholdt patienter med akut opstået eller forværret sygdom uden for egen læges åbningstid, som ikke kan vente til egen læge åbner. Borgere kan kontakte lægevagten i tidsrummet 16.00-08.00 samt i weekenden og på helligdage på telefon: 7011 0707.
Ved alvorlig ulykke eller behov for akut hjælp ved livstruende sygdom, skal man ringe 112.