Det gryende forår og de spirende japanske kirsebærtræer markeres på Odense Musikbibliotek med en festival, der sætter fokus på undergrundsmusikscenen i Tokyo. Torsdag den 20. april inviteres alle med nysgerrige ører forbi Musikbiblioteket til en heftig omgang ørerensning og en marathon-koncert langt ud over det sædvanlige. I samarbejde med folkene bag festivalen Cherry Music Sakura sætter musikbiblioteket fokus på den grænsesøgende japanske kultur i grænselandet mellem kunst og musik.

Under navnet Cherry Music Festival præsenteres en række af de stærkeste navne fra den eksperimenterende japanske musikscene.

Smukke kirsebærtræer og ekstrem musik
Navnet “Cherry Music Festival” er en reference til de smukke japanske kirsebærtræer, som i denne tid står i flor, men paradoksalt nok viser festivalen det stik modsatte: Nemlig at japansk kultur kan være grænsesøgende og ekstrem.

Fra sidst i 1970’erne har Japan været bannerfører for den ekstremt støjende og grænseoverskridende musikgenre harsh noise, hvor støjen er selve hovedkernen i det musikalske udtryk, ligesom Japan på filmområdet har markeret sig med nervepirrende og psykologisk stærke horrorfilm.

– Det er en kæmpe stolthed at kunne præsentere et så stærkt program af eksperimenterende japanske kunstnere i Odense, forklarer Jens Samuel Bønnerup, bibliotekar fra Odense Musikbibliotek.

Med de udvalgte navne som er fløjet ind fra Japan, vil musikbiblioteket give publikum et indblik i den spændende og fascinerende japanske undergrund, som spirer i den japanske storby Tokyo.

Ifølge Niels Mark, teamleder på Odense Musikbibliotek, handler festivalen om at introducere publikum til nicheområder, de normalt ikke støder på. Det er et af bibliotekernes styrker at alliere sig med andre aktører fra kulturscenen for at skabe øjenåbnende oplevelser for publikum. Derfor er en festival som denne, essensen af hvad Odense Musikbibliotek gerne vil stå for.

Drivkræfterne bag live-afviklingen af Cherry Music Festival – Li 李 og Motorsaw – står for aftenens sidste punkt på menuen. De to kunstnere går til grænserne af det mulige med svævende elektronisk musik badet i visuelle lyslandskaber.

Japansk risvin skaber rammen om de vilde koncerter
I løbet af aftenen vil publikum få lejlighed til at smage en flydende delikatesse fra japanske kultur. Inkluderet i festivalbilletten, som koster 60 kroner, er et glas af den japanske risvin Sake. Dermed skulle rammerne for en øjenåbnende oplevelse være lagt.

Følgende navne vil kunne opleves under Cherry Music Festival:

Izumu Kawasaki (harsh noise, power electronics, lydkunst)
KO.DO.NA. (Kazutaka Kuroki) (impro, experimental)
Li 李/Motorsaw (Audio/visuel refleksion)

Cherry Music Festival – Odense Musikbibliotek (2. Sal i Borgernes Hus)
Tid: Torsdag d. 20. april kl. 19.00 – 23:00
Sted: Musikbiblioteket, Østre Stationsvej 15
Pris: 60 kr inkl. et glas japansk risvin Sake
Støttet af: Odense Kommune, Toyota og Statens Kunstfond

 

Izumu Kawasaki kan sammen med andre japanske musikere opleves på Odense Musikbibliotek den 20. april. PR-foto.