Reasonable Doubt 
AFGANG 2023 – Det Fynske Kunstakademi 

Åbning d. 11. maj kl. 16 – 19, Udstillingsperiode: 11. maj – 22. juni. 2023
Det Fynske Kunstakademi, Skulptursalen 
Udstillingen er åben mandag – torsdag kl. 10 – 15. Helligdage undtaget.

Dimittender: Sofie Brag, Line Elkjær Frandsen, Simon Ganshorn, Jonas Hollerup Helle, Josefine Boel Johannessen, Sabrina Lucia Morales, Jeppe Østergaard Munk, Gro Pechüle, Pernille Pedersen, Elina Bergmark Wiberg. 
 
Reasonable Doubt er en fejring og præsentation af 10 kunstnere, der nu rammer kunstscenen med alt, hvad det indebærer, men det er også en manifestation af samtidskunsten og dens særlige tilgang og omgang med fænomenerne omkring os. Titlen er dels en understregning af den aflæring, af-disciplinering og afvænning vi må foretage som både skabere og modtagere af samtidskunstens budskaber, og dels en cementering af, at tvivlen kan være begrundet – at tvivlen er et rationale, et kvalitativt redskab til at forstå os selv og vores omverden med flere nuancer og større dybde. Reasonable Doubt er dermed en invitation til at omfavne kunsten og revurdere vores antagelser, forestillinger og såkaldte sandheder.
 
De 10 dimittenders afgangsværker kommer alle ud af mange og nøje overvejelser gennem lange processer, hvor en problemstilling udvikles, materialerne og medierne udfordres, og svarene sættes uden for døren: I oversættelsen fra digitalt til kropsligt, i det trivielles ophøjelse, i samtalens stille forhandling, i rytmen eller dissonansen mellem to mennesker, i en stregs erindring, i mødet med en ny intelligens, i fortæringen, i sammenbruddet, i forfaldet, i vores inderste mørke.
 
Reasonable Doubt er kurateret i samarbejde med kurator og kritiker Matthias Hvass Borello. Lancering af afgangskataloget finder sted torsdag den 8. juni kl. 14.00-16.00.

Efterfølgende vil Reasonale Doubt vises på SAK Kunstbygning i Svendborg i perioden 30. juni – 20. august. Fernisering d. 30. juni kl. 14.00-16.00.
 
Udstillingen er venligst støttet af Toyota-Fonden, Augustinus Fonden, 15. Juni Fonden, N.M. Knudsens Fond og Møllerens Fond.

Pressefoto