Odense Robotics skal være en dynamo, der sikrer at Danmark fastholder sin globale position som førende center for udvikling og anvendelse af innovativ robot-, automations- og droneteknologi. Sådan lyder det fra klyngens nye formand, Casper Hansen, adm. dir. i Technicon A/S, som netop er udnævnt.
“Der er et enormt vækstpotentiale og stigende efterspørgsel efter avancerede fleksible teknologiløsninger – både nationalt og internationalt. Danmark har et stærkt afsæt for at opnå en styrket position i de kommende år. Realiseringen fordrer et organisatorisk stærkt set up, og Odense Robotics spiller en afgørende rolle som den dynamo, der også fremadrettet styrker udviklingen og anvendelsen af innovativ dansk robot-, automations- og droneteknologi,” siger Casper Hansen.
Klyngen har en afgørende rolle i at skabe en stærk, national industri, som understøtter øget produktivitet i danske virksomheder, siger den 34-årige adm. direktør i automationshuset Technicon.
Odense Robotics har været afgørende for, at Danmark i dag indtager en fremtrædende plads internationalt. Vi skal forsat skærpe de regionale styrkepositioner – for på den måde forstærker vi fundamentet for en stærk, national industri. Ikke alene for de mange og det stigende antal jobs og den vækst, det i sig selv skaber,” siger Casper Hansen og fortsætter:
“Et robotmiljø i verdensklasse har en positivt afsmittende effekt på hele den hjemlige industris produktivitet, omstillingsparathed og udviklingspotentiale. Derfor er hele den danske industris – både SMV’er og store industrivirksomheders – evne til at tage digitalisering og automation til sig afgørende for dansk velfærd.”
Stærkt hold
Den nye bestyrelse blev konstitueret i forlængelse af Odense Robotics’ generalforsamling i dag og skal sikre den fortsat stærke udvikling i den danske robot-, automations- og droneindustri. Den nye bestyrelse består af en række stærke profiler, som repræsenterer hele det danske robotøkosystem:
- Lars Bach, Head of R&D, Universal Robots (næstformand)
- Thomas Bak, Dekan, Det Tekniske Fakultet for IT og Design, Aalborg Universitet
- Henrik Bindslev, Dekan, Det Tekniske Fakultet, Syddansk Universitet
- Stefan Birkebjerg, Stadsdirektør, Odense Kommune
- Jesper Bøhnke, Senior Vice President, Technology & Innovation at TERMA Group
- Casper Hansen, CEO & Co-founder, Technicon A/S (formand)
- Mie Haraldsted, CEO & Founder, Aim Robotics
- Martin Høgsbjerg, Head of Global Supply Chain Technology, Danfoss Drives
- Anne-Lise Høg Lejre, Direktør, Fødevarer og Produktion, Teknologisk Institut
- Marianne Thellersen, Koncerndirektør for Innovation og Entrepreneurskab, Danmarks Tekniske Universitet
- Esben Østergaard, CEO & Co-founder, REInvest Robotics.
Om Casper Hansen
Casper Hansen er 34 år, uddannet ingeniør og har hidtil været næstformand i Odense Robotics samt medlem af bestyrelsen for bl.a. MADE og ATV, SMV Digital, Green Hub Denmark samt medlem af regeringens Digitaliseringspartnerskab.
Automationshuset Technicon blev etableret for 10 år siden. Technicon udvikler og integrerer avancerede robotløsninger til globalt førende virksomheder, bl.a. til medicinalindustrien. Desuden er Technicon landsdækkende forhandler af en række af robotbranchens bedste brands – bl.a. Universal Robots.
Technicon har i dag mere end 80 ansatte, og er bl.a. hædret med Gazelle-priser og DIs regionale initiativpris.