Et flertal i regionsrådet har godkendt den endelige plan for omorganisering af børne- og ungdomspsykiatrien. I forhold til udkastet til fremtidig organisering af børne- og ungdomspsykiatrien, som blev sendt i høring i januar 2023, er der på baggrund af 46 høringsvar foretaget en række præciseringer og tilføjelser. Et flertal i regionsrådet har noteret sig, at der i svarene er bred forståelse for behovet for omorganisering og anerkendelse af, at der skal ske noget, men også at der er en del bekymringer.

På grund af mangel på speciallæger og stigende efterspørgsel på udredning og behandling i børne- og ungdomspsykiatrien har regionsrådet sendt en ændret organisering af området i bred høring. Formålet med forslaget er at gøre regionens børne- og ungdomspsykiatriske område mere robust samt ikke mindst at stabilisere behandlingstilbuddet til patienterne og reducere ventetiderne på udredning og behandling.

Regionen har modtaget høringssvar fra 46 parter. Regionsrådet har forholdt sig til høringssvarene, inden den endelige ændring af organiseringen af børne- og ungdomspsykiatrien blev godkendt på regionsrådsmødet 24. april 2023.

Der er i høringen fremkommet nogle bekymringer i forhold til dele af ændringsforslaget, og det har været væsentligt for regionsrådet, at der er blevet taget mest mulig højde for bekymringerne i det endelige forslag. Bekymringerne har primært været i forhold til transportudfordringer, kapaciteten i voksenpsykiatrien, ungemiljøer i voksenpsykiatrien ved ændring af aldersgrænse, akutfunktionen samt lukning af døgnsenge i Esbjerg.

Efter en timelang debat stemte et stort flertal i regionsrådet for forslaget til ændret organisering. SF, Enhedslisten og et enkelt socialdemokratisk medlem stemte imod. Et radikalt medlem undlod at stemme.

Den nye organisering af børne- og ungdomspsykiatrien

Dette betyder den nye organisering af børne- og ungdomspsykiatrien:

  • Aldersgrænsen ændres, så voksenpsykiatrien overtager behandlingsansvaret for de 18-19-årige.
  • Sengefunktionerne i Esbjerg og Aabenraa bliver samlet i Aabenraa.
  • Der bliver akutmodtagelse hele døgnet i Odense og kl. 08.00-18.00 i Aabenraa. Akutmodtagelsen fra Esbjerg flyttes dermed til Aabenraa. Akutmodtagelse for børn under 12 år varetages som nu i Odense.
  • Forebyggelse og opfølgningsindsatsen i samarbejde med kommunerne styrkes – herunder er der forslag om at udbygge fremskudt funktion og at indføre STIME (som er en model for et tværsektorielt samarbejde i Region Hovedstaden om børn og unge i mistrivsel).
  • Der skal være én samlet ledelse af børne- og ungdomspsykiatrien i regionen.
  • Den ambulante kapacitet styrkes.

Økonomi

Beslutningen indebærer, at børne- og ungdomspsykiatrien tilføres i alt yderligere 12,4 mio. kr. I Budget 2023 er der allerede afsat 5 mio.kr.  til styrkelse af samarbejder med kommunerne.

Læs mere på regionens hjemmeside

Foto: ABW