CEPOS har lavet en ny analyse, der afdækker personaleudskiftning inden for ældreplejen med fokus på den betydelige variation, der er mellem kommunerne.

Analysen viser, at der er betydelige forskelle på personaleudskiftning i de enkelte kommuner, der varierer fra 18 procent op til 41 procent.

Find din kommune på kortet her:
https://cepos.dk/artikler/stor-forskel-paa-personaleudskiftningen-i-aeldreplejen-mellem-kommuner/

“Vi mangler nogle gode indikatorer, der gør det muligt at sammenligne kvaliteten af ældreplejen på tværs af de enkelte kommuner og institutioner. Her giver det god mening, at man blandt andet kigger på kontinuiteten af medarbejdere, som denne undersøgelse gør. At den ældre borger møder det samme ansigt, anses som værende et kvalitetsparameter,” siger Karsten Bo Larsen, forskningschef i CEPOS.

Kommuner som Gribskov, Rebild, Odense, Holbæk, Roskilde, Aarhus, Helsingør, Lejre og Middelfart placerer sig i den dårlige ende med en udskiftning på mellem 35 og 41 procent.

Omvendt er kommunerne Herlev, Bornholm, Odder, Vesthimmerland, Tønder, Brønderslev, Hørsholm, Aabenraa og Ringsted de steder i landet, hvor man er bedst til at holde på ansatte i ældreplejen med en udskiftning på mellem 18 og 22 procent.

“Det siger jo noget om, hvor god er man til at holde på medarbejderne. Altså hvor god man reelt set er til ledelse i de enkelte kommuner,” siger Karsten Bo Larsen, forskningschef i CEPOS.

Grafik: CEPOS