At H.C. Andersens ord danner billeder inden i hovedet på os alle, er der ingen tvivl om, og hundredvis af kunstnere har gennem tiden forsøgt at vise netop det billede, forfatterens eventyr skabte hos dem.

Mest kendt er Vilhelm Pedersen (1820-1859), som H.C. Andersen arbejdede sammen med, og hvis enkle tegninger var blandt de vigtigste genstande, da det første H.C. Andersen Museum åbnede i 1908. Vilhelm Pedersen har illustreret mange eventyr, og hans tegninger til både Den Grimme Ælling, Den Lille Havfrue, Den Lille Pige Med Svovlstikkerne, Den Standhaftige Tinsoldat, Kejserens Nye Klæder, Nattergalen, Skyggen, Snedronningen og Tommelise findes på hjemmesiden. Alligevel repræsenterer han blot en lille del af museets samling, der består af 4000 illustrationer, som er samlet ind siden museets åbning.

Det seneste år er samlingen blevet digitaliseret og sat i system. Bag det store arbejde står cand.mag. i litteraturvidenskab, Lotte Malou Adelina Nielsen, som har brugt ni måneder på arbejdet, der nu også kommer museets gæster til gode.

Da Lotte Malou Adelina Nielsen skulle vælge en måde at præsentere illustrationerne på hjemmesiden, valgte hun at bruge de samme 12 eventyr, som gæster møder i H.C. Andersens Hus.

”Hjemmesiden er tænkt som en forlængelse af et besøg på museet. Når man kommer hjem fra museet, har man jo allerede dannet sit eget billede af eventyret, og når man går ind på hjemmesiden, kan man se hvor forskellige blik, andre har haft på netop den fortælling. Se for eksempel på kejseren fra Kejserens Nye Klæder: Han viste stolt sin bare numse frem i 1970’erne, mens han var tækkeligt dækket af natkjole i 1840’erne, hvor nøgenhed ikke blev skildret og slet ikke i udgivelser tiltænkt børn. På den måde er illustrationerne også et billede af samtidens ideologier og tendenser”, siger Lotte Malou Adelina Nielsen.

For at alle kan gå på opdagelse i samlingen, er Lotte M. A. Nielsens 12 udvalgte fund sat tilgængeligt op på Museum Odenses hjemmeside, så du let kan bladre rundt i eventyrene. Der er masser af detaljer at gå på jagt i: Nogle af illustrationerne er fortolkninger, andre er meget tro mod Andersens beskrivelser. Det sidste gælder netop Oskar Klever, som er en af de få illustratorer, der tager H.C. Andersens eventyr bogstaveligt og hvis heks for eksempel er den, der er lige så fæl, som H.C. Andersen beskriver hende – med en hage, der hænger helt nede på brystkassen.

Se billederne her:
https://museumodense.dk/h-c-andersen/en-verden-af-billeder-illustrationssamlingen/

 

Svaner og ballerinaer – Papirklip af H.C. Andersen